Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Pædagoger får forbud mod at kysse børnene

Flere vuggestuer og børnehaver skaber regler omkring at kysse de små.

Kys er ikke pædagogers job. Det mener flere vuggestuer og børnehaver, som forbyder pædagoger at kysse børnene, skriver Berlingske. 

I nogle institutioner omfatter forbuddet alle former for kys - i panden, på kinden og i håret - mens det andre steder alene gælder mundkys.

Et af de steder, hvor man har formuleret en kysse-politik, er i Børnehuset Mælkebøtten i Holte.

Institutionen skriver på dens hjemmeside, at et barn skal mødes med empati, indlevelse og engagement, men pædagogen skal ikke 'forveksle denne professionelle opgave med den kærlighed, som barnet møder i sit hjem hos forældre og familie', og derfor 'elsker man ikke de børn, man arbejder med, man kysser dem ikke og er ikke deres bedste ven'.

Aarhus Universitets forskningsgruppe Paradox forsker i institutioners forebyggelse af seksuelle overgreb mod børn og er flere gange stødt på kyssepolitikkerne.

Ifølge forsker Else-Marie Buch Leander fra Paradox er omgangen med børn blevet professionaliseret i takt med, at frygten for pædofili er vokset.

- I den proces, hvor dét at vise glæde for et barn er blevet mistænkeliggjort, er der opstået en angst for, at ens handlinger kan misforstås. Tidligere var omgangen mere familiær, og pædagoger kunne godt give børnene et kys, siger Else-Marie Buch Leander til Berlingske.

Hos forældrenes landsforening, FOLA, er formand Dorthe Boe Danbjørg splittet, hvad angår spørgsmålet om kys.

- Jeg tror, at både pædagoger og forældre har brug for reglerne, men slagsiden er, at det tager noget ægthed ud af den omsorg, som vores børn skal have, siger FOLA-formanden til Berlingske.