Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

P-vagter vil uddele flere bøder til handicap-snydere

De københavnske parkeringsvagter har fået besked på at gå hårdere til bilister med handicapkort i forruden.

Handicappede oplever store problemer med, at bilister bruger falske handicapkort til at gafle sig en uretmæssig handicap-parkeringsplads.

Det skriver DR P4 København.

Handicap-kortene er ellers udstyret med et løbenummer, som kan bruges til at fastslå om handicap-kortet er ægte eller ej.

Men kortet kan placeres, så nummeret ikke er tydeligt. Og når det er tilfældet, har p-vagterne tidligere ladet bøde-blokken ligge i lommen.

Men nu er Københavns Kommune og Danske Handicaporganisationer blevet enige om, at p-vagterne skal lægge den konduite på hylden, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) til DR P4 København:

- Nu får vi et redskab, hvor parkeringsvagterne kan være benhårde overfor snydere.

Morten Kabell er overbevist om, at den nye hårdere linje ikke risikerer at ramme de reelle handicappede, der bare ikke får lagt kortet tydeligt nok i forruden:

- Jeg vil gerne stole fuldstændigt på Danske Handicaporganisationer og vores Center for Parkering, når de siger enstemmigt, at det ikke bliver et problem for folk med handicap. Det skal de nok finde ud af at håndtere, siger han til DR P4 København.

Danske Handicaporganisationer København mener, at det er godt, at parkeringsvagterne nu slår hårdere ned:

- Det er rigtig slemt med de falske skilte. Jeg ved ikke, hvorfor folk kan finde på sådan noget, men det er der altså nogen, der gør. Det er desværre blevet et rigtig stort problem, siger formand for Danske Handicaporganisationer København, Sven Knudsen.

Han siger ja til skrappere kontrol og mindre overbærenhed fra parkeringsvagterne, og må derfor ud og advare sine medlemmer, så den hårdere linje ikke kommer til at gå ud over dem:

- Det er en situation, vi skal prøve at informere vores medlemmer om: Husk at lægge jeres handicapskilte rigtigt, siger Sven Knudsen til DR P4 København.

Aftalen er allerede trådt i kraft.