Foto: Shutterstock

P-plads i Helsingør koster op til 1.250 kroner pr. måned

15.000 kroner om året kan være prisen, hvis man har behov for at have nogle kvadratmeter i bykernen i Helsingør til at stille bilen på.

Mange mennesker med job eller bopæl i Helsingør gider ikke den daglige jagt på en parkeringsplads i den indre by og betaler sig derfor fra det. Prisen per måned for en parkeringsplads i Helsingørs city kan nå op til 1.250 kroner per måned - det samme som 15.000 kroner om året.

Det skriver Helsingør Dagblad onsdag.

Forsiden på Helsingør Dagblad tirsdag viste, at der er et marked for udlejningen af parkeringspladser i Helsingør by. To annoncer tilbyder udleje af parkeringspladser i city. 

Læs også Helsingør skraber bunden: Gør mindst for at aktivere ledige

"Flotte nyanlagte P-pladser beliggende midt i Helsingør City. Pladserne er oplyste og vil være aflåste i weekenderne. Mdl. leje kr. 1.000,00" står der i den ene annonce.

"P-plads til leje i Helsingør. Trækbanen 8 (indkørsel fra Badevej) P-plads med p-vogter 2.500 pr. kvartal" står der i den anden.

Det er ejendomsudviklervirksomheden Living Invest, som har indrykket den ene annonce.

Living Invest-direktør Jan Flintrup har for længst opdaget behovet for leje-parkeringspladser i Helsingørs indre by. Han har også erfaret, at betalingsvilligheden også eksisterer til pladserne.

14 parkeringspladser lejer Living Invest ud ved Søstræde. Alle er udlejet, selv om det kræver indhold i tegnebogen at sikre sig en af pladserne. 1.250 kroner per måned er prisen.

- Disse parkeringspladser lejer vi ud til blandt andet folk, som bor i Søstræde, og mennesker, der arbejder på kontor i nærheden. Det kan også være den daglige leder af en butik, der får stillet en parkeringsplads til rådighed, siger Jan Flintrup. 

Læs også Smart: Nu viser Google Maps ledige parkeringspladser

I forbindelse med renoveringen af en ejendom på Stjernegade har Living Invest indrettet en halv snes nye parkeringspladser til udlejning på en tilhørende plads. Her er prisen 1.000 kroner - momsfrit, forklarer Flintrup.

- Der var noget forfærdeligt skurbyggeri og bassiner og den slags ude bag ved Stjernegade 9. Vi ryddede det hele og laver 10 parkeringspladser. Cirka halvdelen er allerede udlejet. Og hvis man for eksempel har en forretning i Stjernegade, så er 1.000 kroner for at kunne parkere tæt på hver dag uden bøvl med at parkere nede i P-huset eller ballade med den offentlige transport ikke så meget, siger Jan Flintrup.

Et lang kast med en bilnøgle fra Helsingørs centrum ligger Trækbanen - ikke langt fra P-huset ved Helsingør Bycenter.

På Trækbanen 8 har Pernille Bager sat en parkeringsplads til leje. Indtil videre har ingen dog bidt til Bagers parkeringsbolle, men leje-muligheden har også kun været aktuel i kort tid.
2.500 kroner per kvartal ligger prisen på for Trækbanen 8-parkeringspladsen. 833 kroner per måned, 10.000 kroner om året.

- Parkeringspladserne til leje nede i centrum er lidt dyrere. Et par 100 meter ekstra at gå skal jo også koste lidt. Vi regner med, at det bliver folk, som bor i området, eller har forretning, som lejer pladsen. Men sjovt nok er der ikke nogle, som vil leje den indtil videre. Der er ellers mange, der gerne vil parkere ulovligt på den, før vi fik sat lås på, griner Pernille Bager.

Bager-familien ejer bygningen Trækbanen 8. Der er lægeklinikker i stueetagen og fire lejligheder ovenpå, som har private parkeringspladser. En ekstra af slagsen sætter Bager nu til leje. 

Læs også Ny parkeringszone skubber pladsproblemerne