Øvig Knudsen kræver ophavsret

Filmselskabet Zentropas planer om at filmatisere historien om Blekingegadebanden har fået forfatteren Peter Øvig Knudsen på krigsstien, skriver Politiken. Peter Øvig mener, at det vil krænke hans ophavsret, og får støtte fra Dansk Journalistforbund, der i januar i år tildelte ham Cavlingprisen for to bøger om Blekingegadesagen.

Zentropa har i flere år
forhandlet med Peter Øvig Knudsen om en filmatisering, der tager
udgangspunkt i hans bøger. Men da Øvig ifølge Peter Aalbæk
Jensen krævede 1,9 millioner kroner for sin medvirken, sagde
filmselskabet nej tak.

I stedet har Zentropa underskrevet en
aftale med den daværende efterforskningsleder i sagen, Jørn
Moos, om, at han skal være konsulent på en film om sit liv og
karriere med udgangspunkt i bogen 'Blekingegade-betjenten', der
er skrevet af journalisterne Jeppe Facius og Anders-Peter
Mathiasen.

»Faktum er, at vi nu har indgået et samarbejde med en
anden forfatter, der har skrevet om emnet. Det har bevirket en
helt anderledes vinkling af vores historie, og dermed er der
intet grundlag for deres påstande om, at vores projekt skulle
krænke Peter Øvigs rettigheder«, fastslår Zentropa i selskabets
skriftlige afvisning af Peter Øvig Knudsens og Dansk
Journalistforbunds krav om ophavsret.