Overvejer at pudse politiet på politiker

De øverste embedsmænd i Socialforvaltningen i Københavns Kommune overvejer netop nu, om de skal pudse politiet på de 11 politiske medlemmer af Socialudvalget. Baggrunden er en læk af personfølsomme oplysninger til pressen i sagen om drabet på et 16-årigt avisbud på Amager i sidste måned.

De fortrolige papirer, som kort efter udleveringen til
politikerne havnede hos TV2, indeholder meget personlige
oplysninger om sociale problemer i den formodede drabsmands
familie. Papirerne var dels stemplet fortrolige, og dels vedlagt
en følgeskrivelse, der vejledte politikerne om fortroligheden.
»Det er fuldstændigt skandaløst, det her. Den person, der har
lækket notatet, har overtrådt alle regler og almindelig
anstændighed, og jeg ser meget gerne en politimæssig
efterforskning, hvis det er nødvendigt,« siger de Radikales
medlem af Socialudvalget, Margrethe Wivel, mens socialborgmester
Mikkel Warming (Enh.) kalder sagen »meget alvorlig og krænkende
for retssikkerheden«. Den endelige beslutning om, hvorvidt sagen
skal meldes til politiet, bliver taget i løbet af næste uge.
Allerede nu vurderer kommunens jurister dog, at »det er muligt
at forfølge den konkrete videregivelse af fortrolige oplysninger
med politimæssig efterforskning«. Juristerne påpeger desuden, at
brud på tavshedspligten kan straffes med bøde eller fængsel i
indtil seks måneder. Det har ikke været muligt at få en
kommentar fra Socialforvaltningens adm. direktør, Anette
Laigaard, men vælger embedsmændene at indgive politianmeldelse,
så sker det med opbakning fra SF, fastslår partiets medlem af
udvalget, Frank Hedegaard. På den borgerlige fløj støtter
Venstre en evt. politisag, mens de Konservatives Peter Schlüter,
der har kritiseret forvaltningen for gennem længere tid at have
overhørt nødråb fra moderen til drengene bag overfaldet på
Amager, er skeptisk. »Jeg kan ikke rigtig se, hvad en
politiefterforskning kan gavne. Det er selvfølgelig trist, når
personfølsomme oplysninger lækkes til medierne. Men når det er
sket i den her sag, kunne man måske have en formodning om, at
vedkommende har gjort det på baggrund af sagens alvor. Der er
måske nogen, som føler sig forbitret over forvaltningens
manglende indsats på området. Det kan også være sket i
frustration over, at forvaltningen meget ofte fortroligstempler
oplysninger, som man fra politisk hold mener har almen
interesse.« Var det dig, der lækkede notatet? »Nej, det var det
ikke,« siger Peter Schlüter. Chefkriminalinspektør Per Larsen
fra Københavns Politi fastslår, at selv om det bliver vanskeligt
at finde personen bag lækagen, så vil politiet gennemføre en
efterforskning, hvis sagen anmeldes. »Det kan jo være, at en
række afhøringer vil få en eller anden til selv at indrømme
forholdet. Om ikke andet, er der nok en, der vil begynde at
ryste i bukserne og alene af den grund afholde sig fra at lække
fortrolige oplysninger en anden gang,« siger Per Larsen.
Tidligere er bl.a. Holbæks radikale borgmester Jørn Sørensen
blevet idømt en bøde på 3.000 kr. for at bryde tavshedspligten i
en konkret personsag.