Ejer og kok Rosio Sánchez glæder sig over, at street food-koncpetet Hija de Sánchez er blevet kåret til Europas bedste madbod. Foto: TV 2 Lorry

Overbeviste danskerne om mexicansk mad: "Dejligt at blive anerkendt"

Madboden Hija de Sánchez er kåret til Europas bedste, og det glæder ejer og kok Rosio Sánchez, der mener hemmeligheden ligger i at lave alt fra bunden.

- Det var meget vildt at få at vide, at vi har det bedste (street food, red.). Men vi er meget taknemmelige og glade for, at det nu er blevet anerkendt, siger Rosio Sánchez om den hæder hun og personalet bag street food-boden Hija de Sánchez har fået.

Rosio Sánchez, der kom til Danmark efter hun blev hyret som souschef hos Noma, står nu bag det succesfulde street food-koncept, som langer klassisk, enkel og velsmagende mexicansk mad over disken i København. 

Læs også Europas bedste madbod ligger i København

Så succesfuld, at Hija de Sánchez torsdag modtog den store hæder, at blive kåret som Europas bedste madbod af det internationale rejsemagasin Lonely Planet.

Ifølge stjernekokken er det særligt fokus på originalitet og råvarer, som gør oplevelsen af maden i boden til noget helt specielt.

Så det har været en lang proces at introducere, hvad ægte tacos kan være, og det er virkelig dejligt at vi endelig får noget anerkendelse for det nu

Rosio Sánchez, ejer og kok, Hija de Sánchez

- Jeg tror, at måden vi gør det her på - importerer alle vores råvarer og laver alt maden fra bunden - det gør alt, vi laver, særligt, fortæller hun til TV 2 Lorry og medgiver, at det har taget tid at få overbevist danskerne om at mexicansk mad er mad, man har lyst til at gå i byen efter.

- Vi har lavet tacos i næsten tre år nu. Så det har været en lang proces at introducere, hvad ægte tacos kan være, og det er virkelig dejligt at vi endelig får noget anerkendelse for det nu, siger hun.

- Det er en kold øl, og så er det mexicansk

Køen bugner med sultne mennesker foran det mexicanske køkken i Kødbyen på Vesterbro. Laura Cecilie Strauss Hansen er en af dem, der har bevæget sig ud i forårssolen for at spise mexicansk.

Læs også Madmarked bliver tre gange større og får nyt navn

Hun hørte godt om Hija de Sánchez, da hun drak kaffe på en café i nærheden. 

- Jeg hørte, at det var godt. Og det er det, siger Laura Cecilie Strauss Hansen og tilføjer:

- Det er en kold øl, og så er det mexicansk. Der er lidt summervibes over det. Og så er det krydret.

Lauras veninde, Natasia Jørgensen, nikker samstemmende til beskrivelsen.

- Det smager rigtig godt. Det er friske råvarer og gode tacos. Det er spicy, og så er det friskt. Jeg vidste ikke, at det var Europas bedste, før du fortalte det - men det er da en glædelig overraskelse, siger hun til TV 2 Lorry. 

00:48 Luk video