00:40

Video: TV 2 Lorry

Over to timers kø for at sige farvel til Prins Henrik

Mange tusinde mennesker stod i dag i flere timers kø for at se Prins Henrik kiste i Christiansborg Slotskirke.

Interessen for at sige farvel til Prins Henrik er stor.

Den lukkede kiste med Prins Henrik indeni ligger på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke. 

Lørdag gav det lange køer foran kirken, hvor i alt 5081 personer var forbi og se kisten i løbet af fire timer.

Søndag åbnede kirken klokken 12 og lukkede kl. 19. Også her stod folk i lange køer på Slotsholmen. 

Flere af dem, der stod allerforrest i køen, fortalte, at de havde stået der i to og en halv time. 

- Jeg synes, det er vigtigt at komme til. Det er en historisk begivenhed, og det er spændende at være en del af det, fortæller Helene Juul, der var en af de sidste, der blev lukket ind.  

Læs også Prins Henrik er død: Sådan kan du kondolere

Bisættelse på tirsdag

Castrum doloris betyder smertens leje på latin, og det er en forhøjning, hvorpå en afdøds kiste er anbragt, så offentligheden kan passere forbi.

Prins Henrik ligger på en forhøjning, der er dækket af et purpurklæde af fløjl. Op ad klædet hviler to kranse i blå og røde nuancer - den ene er fra kronprinsparret, og den anden er fra Prins Joachim og Prinsesse Marie.

Foran ligger en krans fra Prinsens børnebørn og ved side af den en krans fra Dronningen.

Mandag er offentlighedens sidste mulighed for at se kisten i Christiansborg Slotskirke, før Prinsen bisættes tirsdag ved en mindre ceremoni for den nærmeste familie og få andre. 

Castrum Doloris for offentligheden i Christiansborg Slotskirke søndag den 18. februar 2018. Prins Henrik sov stille ind på Fredensborg slot den 13. februar 2018. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix