Otte nye skybrudsprojekter igangsættes i København

Politikerne i Københavns Kommunes økonomiudvalg har godkendt otte nye skybrudsprojekter i byen, der er klar til at blive sat i gang.

Hvis man først én gang har prøvet at få kælderen oversvømmet, ønsker man ikke at prøve det igen.

Heldigvis for borgerne i hovedstaden er der flere steder gang i store projekter, der skal sikre byen mod oversvømmelser - og nu følger yderligere otte skybrudsprojekter.

På et møde i Københavns Kommunes Økonomiudvalg har politikerne godkendt og videresendt til den samlede Borgerrepræsentation, at tre store og fem mindre skybrudsprojekter igangsættes.

Projekterne handler alle grundlæggende om at kunne lede regnvandet uden om de eksisterende kloakker, så de ikke løber over, og i sidste ende i stedet lede regnvandet ud i havet.

De otte projekter forventes godkendt i Borgerrepræsentationen.

De tre største projekter er udvalgt, fordi de ifølge forvaltningens vurdering er klar til igangsættelse og kan anlægges udelukkende for takstmidler uden at forringe det nuværende byrum.

Projekterne er placeret ved Skoleholdervej i Nordvest, ved Kildevældssøen på Østerbro og i Vestre Kirkegård på Vesterbro.

De tre projekter er alle en del af de i alt 300 projekter, som indgår i skybrudssikringen af København.

De fem mindre skybrudsprojekter skal igangsættes under Harrestrup-Å og koordineres med de allerede igangsatte skybruds- og naturgenopretningsprojekter i Harrestrup Å-samarbejdet. Forvaltningen fastlægger rammerne for projekterne i samråd med rådgiver i efteråret 2019, hvorefter projekteringen igangsættes.

De nye skybrudsprojekter:

  • Projekt i Vestre Kirkegård

Der anvendes to eksisterende vandhuller og etableres nye lavninger for foden af bakken, som kirkegården ligger på. Vandhuller og lavninger skal opmagasinere regnvandet under skybrud. En række nedlagte gravsteder vil blive påvirket af projektet. Aktive og bevaringsværdige gravsteder vil blive bevaret - dog kan det blive nødvendigt at flytte 3-4 aktive gravsteder. Hvis det ikke er muligt at opnå en aftale med Københavns Kirkegårde herom, vil skybrudsprojektet blive tilpasset, så de pågældende gravsteder ikke påvirkes. Forvaltningen vil koordinere skybrudsprojektet med andre projekter og planer for kirkegården.​​​​​

 

  • Projekt i Kildevældssøen

Regnvand fra Arrivas parkeringsplads nord for Kildevældssøen ledes i dag til fælleskloakken og medfører betydelig risiko for oversvømmelse i nærområdet. For at reducere denne risiko etableres der afledning af regnvand fra pladsen til Kildevældssøen. Regnvandet vil blive renset inden udledning og vil desuden forøge vandgennemstrømningen i søen. Derved vil projektet medvirke til at forbedre søens miljøtilstand, der i dag er ringe.

 

  • Projekt i Skoleholdervej

Projektet består af vejbede, der anlægges langs med Bispebjerg Kirkegård. Vejbedene skal opsamle og håndtere daglig regn fra vejarealer, cykelsti og fortov. Der er risiko for, at projektet vil påvirke antallet af parkeringspladser på Skoleholdervej. Skoleholdervej ligger uden for parkerings-betalingszonen. Der er ikke foretaget parkeringstællinger. Forvaltningen vil i forbindelse med videreudvikling af projektet søge eventuelt nedlagte parkeringspladser erstattet i nærområdet.

Projekterne i Vestre Kirkegård og i Skoleholdervej vil være særligt egnede til, at der senere kan tilføres supplerende byrumselementer. Derved har Borgerrepræsentationen mulighed for i forbindelse med senere års budgetforhandlinger at bevilge byrumsmidler til de to projekter, i det omfang det prioriteres inden for anlægsmåltallet.

 

  • Fem mindre projekter i Vigerslevparken Midt og Vigerslevparken Syd

De fem mindre projekter under Harrestrup-Å-samarbejdet indgår som en del af de to større allerede igangsatte projekter i Vigerslevparken Midt og Vigerslevparken Syd. Der er bevilget anlægsmidler til de to projekter i forbindelse med igangsættelse af skybrudsprojektpakke 2018 (BR 22. juni 2017). Der er derfor behov for bevillinger til de fem nye projekter, så de kan anlægges samtidig med de allerede igangsatte projekter. Ved at projektere alle projekterne som én samlet løsning med én anlægsperiode opnås besparelser på anlæg og projektering, samtidig med at gener for naboer og parkens brugere i forbindelse med anlægsarbejdet begrænses. Konkret består projekterne i at fjerne flaskehalse ved at omlægge ledninger og udvide underføringer i forbindelse med broer, der krydser Harrestrup Å. Ledninger og broer begrænser gennemstrømningen, hvilket skaber vandstandsstigninger og oversvømmelser.

 

Kilde: Københavns Kommune

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik