Foto: TV2/Lorry

Østre Landsret: Kolonihavelejere skal ud af deres huse

Landsretten valgte i dag at stadfæste byrettens afgørelse om, at kolonihaveforening Højengen skal tvangsnedlægges og beboerne ud af deres huse.

"Jeg går ud fra, at vi prøver at anke afgørelsen til Højesteret. Men lige nu ved vi simpelthen ikke, hvad vi skal gøre", siger en af de fortvivlede kolonihavelejere, Gitte Nielsen, til TV2/Lorry.

Tvisten mellem Ballerup Kommune og kolonihaveforeningen har stået på i mange år. I 2003 indgik parterne en fem-årig aftale om, at beboerne skulle forskønne haveforeningen og bl.a. fjerne de mange campingvogne på området.

"Vi har bygget dejlige huse alle sammen, der er fire campingvogne tilbage, vi har gjort alt, hvad kommunen har bedt os om", siger Gitte Nielsen.

Men det er Ballerup kommune uenig i og ønsker som følge deraf at tvangsnedlægge Højengen. Kommunen rejste derfor sidste år sagen som et civilt søgsmål. Kolonihavehusene skal væk, så arealet kan laves om til et rekreativt område for et kommende villakvarter, der skal bygges.

I dag var frustrationen stor i Højengen. "Nu kan vi sætte en tændstik til husene, for vi har jo ikke engang penge til at flytte dem, siger Gitte Nielsen til TV2/Lorry.

Se historien i vores udsendelse kl. 19.30.