Organisation: Akut behov for 8.400 studieboliger i København

I weekenden fik tusindvis af ansøgere tilbudt plads på en videregående uddannelse i hovedstadsområdet. Mange af dem vil formentlig få svært ved at finde en studiebolig.

Mange af de kommende studerende, der skal starte på en videregående uddannelse efter sommerferien, er nu i gang med at finde et sted at bo.

Ifølge erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeris egne beregninger er der i den forbindelse et akut ekstra behov for 8.400 studieboliger i hovedstaden.

Manglen på studieboliger opstår hvert år, når mange nye studerende skal starte på de videregående uddannelser.

- Problematikken er på ingen måde ny. Men det bliver den sådan set ikke mindre vigtig af. Når nu vi ønsker, at de unge skal studere og videreuddanne sig og tilmed klare sig hurtigt igennem uddannelserne, så må vi også gøre alt, hvad vi kan for at skabe nogle fornuftige rammer for dem i form af rimelige boliger, der er til at betale, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard fra Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri mener, at Københavns Kommune er på rette vej i forhold til at få opført flere boliger til de unge, men at det ikke løser det akutte behov her og nu.

6.000 nye studieboliger inden 2027

Københavns Kommune har en officiel målsætning om at skabe 6.000 nye studieboliger i perioden 2015 til 2027, og forventningen er, at man når i mål flere år før tid.

I den forbindelse har planloven fra sidste år åbnet op for at opstille midlertidige studieboliger i op til ti år i såkaldte perspektivområder. En mulighed, der er kommet i brug på Refshaleøen i København, hvor der er blevet opført 84 midlertidige boliger med plads til 164 studerende.

Ifølge Dansk Byggeri er det altsammen skridt i den rigtige retning, men ifølge organisationen er der stadig et akut behov for 8.400 ekstra studieboliger i København, når semesteret går i gang for de studerende omkring den 1. september.

- Københavns Kommune har en målsætning om at færdiggøre op mod 6.000 studieboliger i perioden 2015 til 2027, og det er dejligt at se, at byggerierne af disse boliger er kommet i omdrejninger. Kommunens målsætning er formentlig indfriet inden for en kortere årrække, men det bringer os desværre ikke helt i mål. Og den akutte boligmangel er fortsat stor, siger Jacob Hangaard. 

Søndagsmagasinet har mødt de to iværksættere bag containerboligerne på Refshaleøen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik