Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Øresundsbroen lukket efter trafikuheld

To personer er bragt til skadestuen efter uheld på Øresundsbroen, som er spærret i begge retninger.

Øresundsbroen er søndag morgen spærret i begge retninger efter et trafikuheld på den danske side af broen. Uheldet skete søndag morgen lidt efter klokken halv syv.

- En lastbil kørte ind i en afspærringsbom mellem tunnelen og frakørslen ved Kastrup nær lufthavnen.

- En personbil kørte derefter ind i bommen, som står tværs over vejbanen. Herefter kørte en bil ind i lastbilen bagfra, siger Jens Kristiansen, vagtchef ved Københavns Politi.

Der bliver lige nu arbejdet på højtryk for at rydde op efter uheldet, og broen åbner tidligst for billister klokken 11 søndag formiddag. Imens kan trafikanter holde sig orienteret på hjemmesiden oresundsbroen.com.

- Lastbilen har ramt en bom, som lige nu spærrer for al trafik. Vi forsøger derfor at få skubbet bommen til side, siger Jens Kristiansen.

To personer er bragt på skadestuen efter ulykken. Ingen af de to er alvorligt kvæstet.

- Der er tale om begrænset personskade, mens de materielle skader er store.

- Uheldet er med stor sandsynlighed sket på grund af det snefald, som København har oplevet, siger vagtchefen.

I lufthavnen i Kastrup har sne givet problemer for flytrafikken søndag morgen. Mellem klokken syv og otte havde lufthavnen svært ved at modtage fly, hvilket betød, at flere fly måtte omdirigeres.

Situationen er igen normal, og et beredskab arbejder for at holde landingsbanerne åbne.