Øre-akupunktur i stedet for stærkt medicin

Beboerne på Lindevang er trappet ud af stærkt vanedannede benzodiazepiner:Øre-akupunktur i stedet for piller

Det er altid nemmere at give en pille - og måske er det
derfor, det for tiden vrimler med historier om overmedicinering
og årelangt forbrug af benzodiazepiner, som har mange
bivirkninger, og som kun bør tages nogle uger ad gangen. På
Bostedet Lindevang i Helsingør er man med stor succes gået en
helt anden vej. Det skriver Helsingør Dagblad. HELSINGØR: For
syv år siden fik så mange som 70 procent af beboerne på
Lindevang i Helsingør benzodiazepiner, der er en gruppe stærkt
vanedannende medicin. I dag er alle trappet ud af medicinen -
med undtagelse af et par nye tilflyttere - og øre-akupunktur er
kommet ind i billedet i stedet for, skriver Helsingør Dagblad.
Og det er rigtig godt, fortæller en tre-enighed bestående af
beboer Laura-Christina de Medici, sygeplejerske Charlotte
Wolfgang og sosu-assistent Alice Hafsjold. Øre-akupunktur er
både blevet brugt til at tage abstinenserne, mens Lindevangs
beboere er blevet trappet ud af det stærkt vanedannende
medicinforbrug - og bliver stadig brugt for at skabe fred og ro
i krop og hoved hos de 50 yngre, voksne mennesker, som bor på
Lindevang, fordi de har svære psykiske og sociale problemer. -
Jeg er blevet meget mere klar i hovedet, end jeg var før. Der er
mere sammenhæng i ordene, når jeg taler, og jeg isolerer mig
ikke så meget mere, fortæller Laura-Christina de Medici. Da hun
flyttede ind på Lindevang for lidt mere end et år siden, havde
hun fået en kombination af benzodiazepiner og sovemedicin gennem
to år. - Og man siger ellers, at benzodiazepiner kun må gives i
to-seks uger, fortæller Laura-Christina de Medici. Flere
tilhængere Grunden til at Lindevang for syv år siden skiftede
kurs og lagde medicinpolitikken totalt om skyldes i
virkeligheden én enkelt person, nemlig overlæge Jens Frydenlund
Nielsen. Han indførte øre-akupunkturen, da han begyndte på
Lindevang for netop syv år siden - men selv om han i dag ikke
længere er direkte tilknyttet Lindevang, er den særlige
akupunktur efter Nada-metoden ikke glemt. Tværtimod har
Nada-metoden fået flere og flere tilhængere, erfarer Helsingør
Dagblad.. Nåle og antenne Akupunktør Alice Hafsjold har været på
Lindevang i mange år og har været med hele vejen gennem
forandringen fra 70 procent af beboerne på benzodiazepiner til
nu ingen på den vanedannende medicin. - Jeg tror desværre, der
er mange mennesker, der er langt ude i tovene på grund af
benzodiazepiner. Man skal ikke tage fejl af, at det er en rigtig
god medicin til i helt specielle tilfælde at bekæmpe angst lige
nu, når der er brug for det. Det er for eksempel også godt i
forhold til epilepsi, men bivirkningerne er store ved langvarigt
brug, siger Alice Hafsjold. - Vi måler på virkningen af
øre-akupunktur, og derfor kan vi nu dokumentere, at Nada-metoden
har en høj angstdæmpende effekt, og at den hjælper både ved
tinnitus, hovedpine, uro og aggressivitet, tilføjer Charlotte
Wolfgang. Der er dog enkelte beboere, understreger de også, som
ikke har gavn af øre-akupunktur, altså hvor akupunkturen er uden
virkning. Anerkendt af WHO Man kan undre sig over, at
øre-akupunktur ikke er total og 100 procent udbredt til brug
blandt psykisk syge og i den psykiatriske verden. Men det er den
ikke. - Da jeg kom til Lindevang, var jeg faktisk bekymret for,
om man kunne byde svært psykisk syge at undvære
benzodiazepinerne. Jeg kom fra et sted, hvor man slet ikke
brugte Nada-metoden, fortæller Charlotte Wolfgang til Helsingør
Dagblad. Selv om øre-akupunkturen er international anerkendt af
WHO, bruges den for eksempel ikke på psykiatrisk afdeling på
Hillerød Sygehus, hvor beboere fra Lindevang af og til må
indlægges, når deres psykiske tilstand forværres. - Beboerne
beder os faktisk hjælpe dem med at huske på, at de skal sige, de
ikke skal have benzodiazepiner, når de bliver indlagt, fortæller
Alice Hafsjold og Charlotte Wolfgang. - Øre-akupunktur er helt
klart vejen frem. Det giver større livskvalitet at leve uden
benzodiazepiner, og hvis nedtrapningen planlægges over lang tid,
og patienterne ikke forceres, kan det godt lade sig gøre. Det
lykkes kun, hvis man gør det langsomt, siger de to behandlere.
Og Laura-Christina de Medici er enig. - Jeg har da overlevet
nedtrapningen. Oven i købet på en OK måde, siger hun.