Ordblind får ni 12-taller

Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Morten Søndergaard har kæmpet med både ordblindhed og posttraumatisk stress. Men til eksamen på HF på VUC Roskilde fik han et snit på 10,5.

Morten Søndergaard på 35 år, fejrer den sidste eksamen. Han har kæmpet med både ordblindhed og posttraumatisk stress i flere år.

Alligevel har Morten fået et snit på 10,5 med blandt andet ni 12-taller og to 10-taller. Det havde han ikke håbet på, da han startede på VUC for fire et halvt år siden.

- Da jeg startede var jeg stærkt ordblind og samtidig meget præget af posttraumatisk stress. Jeg har både været udsendt til Kosovo og Afghanistan, og efter min sidste mission fik jeg diagnosen posttraumatisk stress og det har påvirket mig i høj grad. Jeg har fået hjælp og været i behandling mange gange, men man lever med det resten af livet, fortæller Morten Søndergaard til VUC Roskilde?s webside.

Morten har en arbejdsevne, der er nedsat med 25 procent. Han var angst og havde opgivet alt, da han kom i arbejdsprøvning med støttekrævende børn. Her fandt Morten ud af, at han kunne bruges til noget.

Børnene kom til ham på grund af hans naturlighed, og han kunne hjælpe dem med de problemstillinger, som de oplevede i deres hverdag. Derfor ville han gerne være pædagog.

Morten søgte derfor en realkompetencevurdering og her blev det opdaget, at han var ordblind og derfor startede han på ordblindeundervisning på VUC Roskilde.

Igennem det meste af forløbet har Morten været tilknyttet ordblindeundervisning og benyttet sin IT-rygsæk.

Ifølge Morten skyldes hans gode resultater hårdt arbejde, samt den inspiration han har mødt fra de dygtige og engagerede lærere på skolen.