Optimistisk kurator håber at redde Cimber-job

Forhandlingerne om salg af det krakkede flyselskab skrider frem, og måske kan arbejdspladser bevares.

Stewardesser og piloter fra det krakkede flyselskab Cimber kan måske håbe på, at deres job bliver reddet. Advokat Lisa Bo Larsen fra Kromann Reumert, der er kurator for konkursboet er i hvert fald optimist.
- Vi har flere forskellige spor kørende og er stadig rigtig optimistiske på, at vi ender med at kunne skrue en løsning sammen, som der er arbejdspladser i, siger hun til Ritzau.
- Vi håber at få solgt en væsentlig del af aktiviteterne og få overdraget en væsentlig del af medarbejderne, tilføjer hun.

Senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank vurderer, at det haster med et salg, hvis ikke Cimbers konkurrenter skal nå at sætte sig å hele markedet og dermed gøre selskabet mindre attraktivt for en køber.
Lisa Bo Larsen vil ikke sætte tid og dato på, hvornår selskabet bliver solgt.
- Vi er fuldstændig bevidste om, at det ikke skal trække ud. Hvis vi ikke var bevidste om det, så er de forskellige købere det i hvert fald. Så alle arbejder for, at vi kommer i mål hurtigst muligt, siger hun.
Kuratoren vil ikke oplyse, hvor mange købere, hun forhandler med, men der er fortsat tale om flere.

Jacob Pedersen vurderer, at det mest sandsynlige er, at de sunde dele sælges til et flyselskab, og de mest oplagte købere er efter hans opfattelse Skyways og Flybe Nordic, der begge er stærke regionale flyselskaber.
Cimber blev erklæret konkurs torsdag morgen, og næppe var blækket på konkursdekretet tørt, før ærkerivalen Norwegian greb chancen til at sætte sig på ruten mellem Karup og København, hvor selskabet tidligere måtte opgive konkurrencen med Cimber.
Også de populære ruter til Sydeuropa har Norwegian trappet op på.
Hvis en køber til Cimbers sunde dele kommer i gang med flyvningerne inden for en uges tid, vurderer Jacob Pedersen imidlertid, at der vil være god chance for at konkurrenterne opgiver igen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik