Optagelsesprøve for firbenede frivillige

Et plejehjem i Hillerød var i dag proppet med håbefulde firbenede til optagelsesprøve som besøgshund.

25 hunde og deres ejere kom i dag forbi Plejecenter Skanselyet i Hillerød, da der blev afholdt optagelsesprøve for at blive en del af TrygFondens besøgshundekorps. 

Besøgshundene står i høj kurs på landets plejecentre, og derfor forventer arrangørerne, at cirka en tredjedel af de håbefulde hunde får tilbudt et frivilligt job som besøgshund.

Har du og din bedste ven lyst til at blive besøgsven, så kan du tage din hund med til optagelsesprøven i morgen fredag d. 29. september, når Gundsø Omsorgscenter i Roskilde åbner dørene op for frivillige. Men du skal lige have gjort dig klar på, hvad det kræver.

Der er nemlig en række krav til både dig og din hund, hvis I vil melde jer som frivillige besøgsvenner. Udover en fysisk undersøgelse, en samtale og en test i uvante miljøer, der foregår til optagelsesprøven, så skal din hund først og fremmest være lydig.

Krav til hund og ejer                                                         

Hunden skal have en imødekommende personlighed, og så skal den ikke rystes af ukendte omgivelser og situationer. Hunden skal følge et vaccinationsprogram, der dækker sygdomme som hundesyge, leverbetændelse og parainfluenza. Din hund skal også undersøges mindst én gang årligt og være forsikret.

Hunden må heller ikke fodres med nogen form for råt kød. Hunde, der får råt kød, risikerer nemlig at fremkalde sygdomme hos personer med nedsat immunforsvar.

Men det er ikke kun hunden, der sættes krav til. Ønsker du at hjælpe ældre og psykisk svage med din hund, så skal du forberede dig på, at det er dig som ejer, der står for besøgene, og det er derfor naturligvis dig, der er med på besøg på lige fod med hunden.

- Det er ikke ligegyldigt, hvem vi sender ud. Vi inviterer jo hundene hjem til mennesker, der er sårbare, så vi skal sikre os, at vi har gjort alt, hvad vi kan for at gøre det til en god oplevelse for alle parter. Derfor er det vigtigt at mindske de risici, der måtte være for fx smitte, siger Galina Plesner, projektleder og adfærdsbiolog i TrygFonden.

Jobbet som frivillig besøgshund består af at besøge plejecentre og ældrehjem. I dag er over 650 hunde og deres ejere en del af korpset til i alt 700 plejehjem.

Hvis du og din hund ikke kan nå at blive klar til i morgen, så får I chancen igen d. 9. november, når optagelsesprøven foregår i Brønshøj.

Ønsker du at blive klogere på besøgshunde, så kan du klikke dig ind på www.besøgshunde.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik