Oprydning efter gadefest trækker ud

Arrangørerne havde egentlig lovet at rydde op efter sig. Alligevel flyder det med affald på Nørrebro morgenen efter, den københavnske gadefest Distortion i aftes og nat lagde vejen forbi.

Efter massiv kritik af sidste års problemer med affald og ildelugt i gaderne, har arrangørerne ellers i år ansat deres egen 'chef for renhold'. Han skal sammen med et hold af både lønnede og frivillige fjerne ølkrus og pizzabakker - og hvad der ellers bliver efterladt.
- Men Nørrebro er her til morgen møgbeskidt, erkender chef for renhold, Mads Holm.

Distortions eget rengøringshold har gjort rent siden klokken 1 i nat, men alligevel er der stadig masser af flasker, affald og urin i gaderne. Rengøringen forventes først færdig ved 17-tiden.

Mads Holm mener nu alligevel, at Distortion står ved sit løfte:
- Jeg vil sige, at vi opfylder løftet om at rydde op efter os. Vores fokus er på, hvordan vi rydder op. Faktum er, at med så mange mennesker kan vi ikke rydde op undervejs. Det giver ikke mening, siger han og fortsætter:

- Vi kan ikke komme igennem menneskemængden, derfor har evalueringen vist, at vi bliver nødt til at koncentrere vores ressourcer, til når festen er slut.

Men selvom gadefestens rengøringshold er i fuld gang, så er det langt fra nok, mener SFs Iben Rathje fra Københavns Teknik- og Miljøudvalg.
Til næste år bør Distortion lære af Roskilde Festival og få gæsterne til selv at rydde op, siger hun:
- Roskilde Festival har haft projekter, hvor man kan få gratis øl, hvis man samler affald ind. Og det er klart, at når man kører en fest i så lang tid, så bliver man nødt til at få publikum til at være med på en helt anden måde, end hvad man har været vant til i Distortion.

Og chef for renhold, Mads Holm, er heller ikke bleg for at indrømme, at oprydningen i år har været en stor mundfuld, og holdet bag arrangementet forsøger hele tiden at fornye sig.

- Når 100.000 mennesker samles på et begrænset areal, så giver det rigtig meget affald, siger han. Men resten af ugen handler det om at holde tungen lige i munden:

- Lige nu kan vi godt følge med, men der er også en grænse for, hvor langt kommunen kan hjælpe. Kommunen har ydet en kæmpe indsats, men der er jo en smertegrænse. Vi må se, hvornår den er nået. Men indtil videre kæmper vi videre, siger Mads Holm til DR København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik