Oprørte fængselsbetjente slår alarm: 822 timers overarbejde i marts

Store problemer med at skaffe kolleger rammer hårdt blandt fængselsbetjentene på Politigårdens Fængsel, der også bliver kaldet Danmarks hårdeste fængsel.

40 timers ekstra arbejde om måneden. Værsgo!

Sådan lyder beskeden i disse dage til fængselsbetjentene på Politigårdens Fængsel i København.

I alt mangler der at blive afsat op mod 822 timer, hvis vagtplanen i det, der kaldes Danmarks hårdeste fængsel, skal gå op. Det oplyser tillidsmand og fængselsbetjent Kim Knudsen til TV 2 Lorry.

- Folk er rigtig slidte nu. Kollegerne søger væk, er stressede og den tidligere tillidsrepræsentant er lige gået ned med flaget. Sådan er det i alle fængsler lige nu, men når nu vi er en fokusafdeling med fanger, der ikke kan rummes andre steder, så skal vi ikke også tvinges til at arbejde 40 timer ekstra om måneden, siger Kim Knudsen.

45-årige Kim Knudsen er blandt de 18 fastansatte hos Politigårdens Fængsel. De er altid fem på arbejde på samme tid og må aldrig være alene med en af de 25 indsatte.
45-årige Kim Knudsen er blandt de 18 fastansatte hos Politigårdens Fængsel. De er altid fem på arbejde på samme tid og må aldrig være alene med en af de 25 indsatte.
Foto: Privat

Det overvældende antal af overarbejdstimer har plaget fængselsbetjentene i Politigårdens Fængsel igennem en længere periode.

I december måned manglede der mandskab til 600 timer. Som tjenestemænd kan de ansatte blive beordret på arbejde, hvis ikke de 822 timer bliver dækket frivilligt.

Hårdt spændt for

De indsatte i Politigårdens Fængsel er særligt hårdkogte, der ikke kan være i almindelige fængsler på grund af deres voldelige eller truende opførsel.

Det sætter store krav til medarbejderne, siger Bo Yde Sørensen, stedfortrædende formand for Fængselsforbundet, der organiserer fængselsbetjentene.

- Du skal være særligt robust og polstret. De kolleger derinde er generelt hårdt spændt for, så der er grænser for, hvor meget overarbejde de kan have. De skal hjem for at puste ud, siger Bo Yde Sørensen.

Politigårdens Fængsel

  • Også kaldet Danmarks hårdeste fængsel.
  • Politigårdens Fængsels nuværende form og anvendelse stammer fra 2004. Her blev fængslets 25 pladser taget i brug som en særlig arrestafdeling for blandt andet såkaldte ’negativt stærke klienter’.
  • Det er indsatte, der optræder voldeligt eller alvorligt truende i de eksisterende stærkeafdelinger eller i arresthusene, hvor de sidder.
  • Det, der er med til at gøre Politigårdens Fængsel til noget særligt, er, at de indsatte her er underlagt langt flere sikkerhedsmæssige restriktioner.
  • Det betyder eksempelvis, at en klient på Politigårdens Fængsel kun må have fællesskab med én anden klient. Der er dermed aldrig låst mere end to klienter ude af gangen.
  • Nogle fanger er låst inde i 23 timer i døgnet.

 

Kilde: Kriminalforsorgen

Det helt store problem i branchen lige nu er at få succes med rekruttering af nye fængselsbetjente.

Mens flere hundrede har forladt jobbet de senere år, kan man ikke lokke nye til.

En ny politisk aftale sender over de næste fire år 600 millioner kroner ekstra til Kriminalforsorgen, der driver fængslerne. Det skal blandt andet give 250 ekstra årsværk, men Fængselsforbundet oplever, at det end ikke kan lade sig gøre at ansætte i samme tempo, som opsigelserne strømmer ind.

- Vi er i en personalesituation lige nu, hvor bilen er parkeret med to hjul ude over afgrunden. Det er en håbløs situation, hvor vagtplanerne falder fuldstændig fra hinanden, siger Bo Yde Sørensen fra Fængselsforbundet.

Han mener, at den grundlæggende udfordring i forhold til rekruttering er, at uddannelsen kun giver adgang til SU.

- Vi har brug for mennesker med hår på brystet, men voksne mennesker med hus, bil og familie vælger det fra. SU’en er et kæmpe problem, siger Bo Yde Sørensen.

Vigtigt at tale med indsatte

Han oplyser, at 21 fængselsbetjente er stoppet i branchen alene i januar 2019. I Politigårdens Fængsel er der fra november til marts blevet fem fastansatte færre, siger Kim Knudsen.

- En af mine kolleger, der havde opsagt sin stilling, fik 160 timer i marts. De havde glemt, at han ikke var ansat mere, siger Kim Knudsen.

De barske arbejdsforhold slider ikke kun på fængselsbetjentene og deres familier, men også på arbejdet med og forholdet til de indsatte, siger Kim Knudsen.

- Vi løber hurtigere, og vi har ikke tid til at snakke med de indsatte på samme måde som tidligere. De er låst inde i op til 23 timer i døgnet, så det er ret vigtigt, at vi kan tale med dem engang i mellem.

Linda Kjær Minke, lektor og forskningsleder ved juridisk Institut på SDU, har arbejdet med området i 18 år.

Hun kalder det ”helt vildt vigtigt”, at der er tid til netop denne hårde gruppe af indsatte.

- Hvis der ikke er tid til at støtte, motivere og danne relation til dem, kan man være bekymret for, at der ikke er sket noget med dem, den dag de bliver løsladt, siger Linda Kjær Minke.

Erkender bemandingsproblem

I Kriminalforsorgen er institutionschef ved Københavns Fængsler, Lea Bryld, enig i, at bemandingen er presset.

- Vi har også et højt sygefravær, der heller ikke hjælper på det. Det er desværre et korrekt billede, medarbejderne giver. Derfor er det vigtigt, at vi holder fokus på det her, siger Lea Bryld.

Hun håber også på, at de betjente, der har brug for luftforandring en periode, siger til. Ledelsen er meget opmærksomme på at tilbyde tjeneste på afdelinger med mere almindelige indsatte for en periode, understreger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik