Opråb fra politiker i Rødovre: Send flere læger

Lokalpolitiker i Rødovre vil have flere læger til kommunen, fordi borgere fra nabokommuner optager pladser hos de nuværende læger.

Patienterne fra Vestegnen går i stor stil til lægen i Rødovre. Fordi der mangler læger, der hvor de bor.

Men den "trafik" giver et endnu større pres på lægerne i kommunen.

quote Problemet er, at når der mangler læger længere ude på Vestegnen, så bliver vi en magnet. Så suger vores læger deres borgere til sig.

Britt Jensen, fmd. sundhedsudvalget, Rødovre, Soc.dem.  

Derfor efterlyser lokalpolitikerne i Rødovre nu, at Region Hovedstaden tager seriøst hånd om problemet.

- Problemet er, at når der mangler læger længere ude på Vestegnen, så bliver vi en magnet. Så suger vores læger deres borgere til sig. Og så står vi pludselig her i Rødovre og har et problem, siger Britt Jensen, der er formand for sundhedsudvalget i Rødovre.

Efterlyser løsninger fra Region Hovedstaden

Problemet består i, at patienterne fra nabokommunerne søger hen til en læge i Britt Jensens kommune - i Rødovre. Det får hende til at efterlyse nye løsninger fra Region Hovedstaden, som bestemmer antallet af læger i de enkelte kommuner.

quote Regionen skal være opmærksom på, at det her er et problem.

Britt Jensen, fmd. sundhedsudvalget, Rødovre, Soc.dem.

- Regionen skal være opmærksom på, at det her er et problem. De skal vide, at når de tildeler kapaciteter, så er der også brug for, at de tildeler kapaciteter til vores borgere her i Rødovre.

Kommer blandt andet fra Brøndby og Ishøj

Vestegnspatienterne kommer blandt andet fra Brøndby og Ishøj. Og lige nu er der læger i Rødovre, som har 300 patienter flere, end de reelt skal tage.

Det mærker den privatpraktiserende læge i Rødovre, Morten Hovgaard-Sveen, selv til.

- Patienterne mærker, at vi har meget travlt, at vi ikke har ret meget tid, siger han.

Politikerne i Rødovre vil have en løsning. Så problemet på Vestegnen ikke udvikler sig i Rødovre. For her har man i forvejen selv hårdt brug for lægerne - da nye boligkvarterer skyder op.

- Det er et problem for os, at vores borgere ikke kan få deres egen læge i Rødovre. At de skal rejse land og rige rundt, for at få en lægekonsultation. Det er et problem for os, siger Britt Jensen.

Et spørgsmål om penge og antal læger

Det er det såkaldte praksis-udvalg i Region Hovedstaden, som bestemmer, hvor mange læger, der skal være i hver kommune. Men her vil de ikke bare udvide antallet af læger i Rødovre - for at lette presset fra Vestegnen.

- Folk der har brug for en læge skal selvfølgelig have adgang til en læge. Men vi må også tage højde for, hvor mange penge vi har, og hvor mange læger, der er til rådighed, siger Flemming Pless, Soc.dem., der sidder i Region Hovedstadens sundhedsudvalg til TV 2 Lorry.

- Vi må også tage højde for, hvor mange penge vi har, og hvor mange læger, der er til rådighed, siger Flemming Pless, Soc.dem., der sidder i Region Hovedstadens sundhedsudvalg.

Vil have effektive planer på bordet

Men i det politiske lag i Rødovre vil Britt Jensen og hendes kolleger have, at Region Hovedstaden nu lægger effektive planer på bordet. Så de kan få løst problemet med de mange patienter, som kommer til fra Vestegnen. Og så de sikrer sig, at der også er læger til de mange nye, der flytter til de nybyggede områder. 

Indbyggertallet i Rødovre kommer i løbet af relativ kort tid til at stige med hele 25 procent. 

- Kig på Rødovre, kig på det her problem. Se på vores befolkningstilvækst, og sørg så for at få tildelt flere kapaciteter til Rødovre. Det er nødvendigt, siger Britt Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik