02:27

Opråb fra fagforeninger: Sygehusfyringer er en hovsaløsning

24 fagforbund slår alarm: De kommende masseafskedigelser på sygehusene i Region Sjælland vil føre til en ond spiral med øget arbejdspres, personaleflugt og øget sygefravær, som i sidste ende bliver meget bekosteligt for regionen.

Tilsammen repræsenterer de samtlige ansatte i Region Sjælland.

De 24 faglige organisationer, som i en fælles erklæring i sidste øjeblik forsøger at begrænse antallet af massefyringer på de sjællandske hospitaler.

- Der har jo ikke været en tyv i løbet af natten og ændre ved regionens økonomi.

Irene Hesselberg, Formand for Lederforeningen, Dansk Sygeplejeråd.

Læs hele erklæringen i filen herunder:

- Vi står sammen og vi bakker op om jer. Vi er der og vi gør, hvad vi kan. For at samle op om dem, som nu bliver fyret, men ikke mindst for at samle op om det arbejdsmiljø, vi ved, kommer til at lide ude på sygehusene nu, siger Anja Lykke Aakeson, Formand for Danske Bioanalytikere Sjælland, en af de utallige faggrupper, som bliver ramt af masseafskedigelserne.

Læs også Jobmassakre i Region Sjælland: Op til 317 ansatte fyres

Op mod 317 medarbejdere i Region Sjælland står til at modtage en fyreseddel på tirsdag. 215 af dem på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge. Mængden af opgaver er de samme, og det vil presse et personale, som i forvejen er spændt op til det yderste, hedder det i erklæringen:

- Hvis vi ser en voldsom stigning i sygefraværet - som i forvejen er højt i vores region - så er vi ude at have fat i vikarkontoen igen. Og ved at bruge penge på vikarkontoen vil der være endnu færre penge, så bliver der jo endnu færre penge til det, vi er der for - kerneopgaverne på sygehuset, siger Anja Lykke Aakeson.

"Kan umuligt komme som en overraskelse"

Den økonomiske situation i Region Sjælland kan umuligt komme som en overraskelse, lyder det fra Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd:

- Det virker bare totalt hovsaagtigt, at man så skal gribe så hårdt til værks lige nu, lyder det fra Irene Hesselberg, Formand for Lederforeningen, Dansk Sygeplejeråd. Foto: TV 2 Lorry

- Vi har hørt Heino (Regionsrådsformand Heino Knudsen, Soc.dem. red.) været ude at sige, at medicinudgifterne er blevet dyrere. Jamen, det vidste vi også i januar. Det var nøjagtigt det samme, man sagde sidste år, da der også skulle være besparelser. Det virker bare totalt hovsaagtigt, at man så skal gribe så hårdt til værks lige nu, siger Irene Hesselberg, formand for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd.

Hun opfordrer politikerne til at sikre økonomisk ro på den lange bane og dermed sikre et ordentligt arbejdsmiljø for de ansatte:

Læs også Hospitalspersonale om massefyringer: Bekymrende fremtid for patienterne

- Man kunne som minimum sikre sig, at man satte sig ned med nogle andre mennesker og finde ud af, hvad vi gør på den lange bane. Så alle ikke skal gå rundt med hjertet helt oppe i halsen og tænke, hvad så med de næste 150 millioner og de næste og de næste, siger Irene Hesselberg.

Men næste års budget i Region Sjælland er netop en del af en længerevarende plan på fire år. En plan, som skal sikre styr på økonomien, lover Regionsrådsformand Heino Knudsen, Soc.dem.:

- Det er rigtig hårdt lige nu, fordi vi står i en situation, hvor vi skal afskedige medarbejdere. Men jeg tror på, at den plan, vi har lagt, den holder. Så vi ikke står i samme situation om et halvt eller helt år, og skal ud i så store afskedigelser igen, siger Heino Knudsen.

Regionsrådet i region Sjælland har møde igen mandag eftermiddag - inden de mange fyringer bliver meldt ud tirsdag.