Opkaldte pizza efter Lars Løkke – nu går den som varmt brød

Selvom Lars Løkke ikke længere er nummer et i Venstre, så vil han altid være det på menukortet hos pizzeria i hans hjemby.

Lars Løkke Rasmussen fik i sin tid opkaldt en pizza efter sig i hans hjemby. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det enes død, den andens brød, lyder et kendt, gammelt ordsprog.

Og spørger man Cihangir Ucak, indehaver af pizzeriaet La Cantina, som ligger i Lars Løkke Rasmussens hjemby Græsted i Nordsjælland, så holder ordsproget tilsyneladende stik.

Efter gårsdagens politiske stordrama, hvor Lars Løkke trak sig som Venstres formand, har Cihangir Ucak nemlig haft travlt med at lange pizzaer over disken.

Det snart 25 år gamle pizzeria, som ligger på hovedgaden i Græsted, opkaldte i sin tid en pizza efter Lars Løkke, der i tidernes morgen var viceborgmester i den lille Græsted-Gilleleje Kommune og senere amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

En pizza, som den nu afgående Venstre-formand selv har udvalgt ingredienserne til, og som har fået en fornem placering som nummer et på menukortet.

- Den solgte godt i går. Jeg tror, jeg solgte flere end ti styks, hvilket er flere, end vi plejer i forhold til de andre pizzaer, siger Cihangir Ucak.

Dog finder han det vemodigt, at Lars Løkke lørdag måtte smide håndklædet i ringen og trække sig formand.

- Jeg synes, det er synd. Han er dygtig til politik og en stærk person. Jeg har selv stemt på Venstre hver gang på grund af ham, siger Cihangir Ucak.

Den "perfekte" pizza

Bag menukortets nummer et gemmer der sig nærmere bestemt en indbagt pizza med kødstrimler, ost, løg, friske tomater, karry, chili og dressing.

Her ses Lars Løkke-pizzaen fra La Canitna i Græsted.   Foto: Cihangir Ucak

Cihangir Ucak synes selv, at den smager ”perfekt”.

- Sidst, han (Løkke, red. ) selv var hernede og spise en, var under valgkampen, hvor han var her sammen med en partifælle, fortæller Cihangir Ucak og tilføjer, at selvom Lars Løkke ikke længere er nummer et i Venstre, så vil han altid være det på menukortet.

- Vi fortsætter med at sælge den, fastslår han.

La Cantina har også en pizza på menukortet, der hedder ’Statsministeren’. Men den har aldrig været nær så stort et hit, forklarer Cihangir Ucak.

- Den er ikke lige populær som Lars Løkke-pizzaen. Måske fordi der er ikke er så mange, der kan lide ansjoser, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik