Opgør med topstyring i Køge

Tidligere Skovbo-borgmester og nu medlem i af byrådet og økonomiudvalget i Køge Kommune, Ole Hansen (V), er stærkt kritisk over for den kultur, der hersker i Køge Kommune, skriver DAGBLADET Køge.

- Jeg er vred over den Køge-kultur, som vi oplever her. Det er
noget, jeg ikke har oplevet før som kommunalpolitiker, siger Ole
Hansen med direkte henvisning til afsløringen af, at en række
ansættelseskontrakter og aftrædelsesordninger indgået i Køge
Kommune de senere år har kostet kommunen og skatteborgerne langt
flere penge end nødvendigt.
Og problemet er, at kontrakterne aldrig er nået frem til
politikerne i økonomiudvalget.
- Det er en form for topstyring, hvor der er brudt en tillid,
og den er brudt på den måde, at ansatte i kommunen har
tilgodeset sig selv i de her aftaler. Kulturen stammer fra den
tidligere kommunaldirektør i Køge, og den er fortsat i den nye
Køge Kommune, siger Ole Hansen, der kritiserer, at kontrakterne
i millionstørrelsen aldrig nåede økonomiudvalget.
Borgmester Marie Stærke (S) bakker Ole Hansen op i, at der er
sket et brist.- Når det her sker, så bør vi tænke på, om der er
harmoni mellem det politiske niveau og embedsmandsniveauet. Der
skal være tillid og ikke kontrol, men det er i Køge Kommune
blevet en vane at sige »det belaster vi ikke politikerne med«,
og det er en kultur, der er opstået gennem mange år, siger Marie
Stærke, som selv har skrevet en af kontrakterne under uden at
sende den i økonomiudvalget.
- Jeg føler, at forvaltningens rådgivning af mig har svigtet,
siger borgmester Marie Stærke, der forventer, at KL's rapport
vil få personalemæssige konsekvenser i Køge Kommune.
- Men jeg er utrolig glad for, at denne sag kom frem i lyset.
Nu får vi ryddet op, og økonomiudvalget vil i fremtiden blive
langt mere inddraget, når det handler om ansættelses- og
fratrædelseskontrakter i Køge Kommune, siger hun.