Opgør med begravelser på fribillet i domkirken

Foto: TV 2 Lorry

Det skal være slut med at få en gratis begravelse fra Roskilde Domkirke, hvis man ikke er medlem af folkekirken.

Det kan man få i dag, selvom det er almindeligt i mange andre kirker - og i resten af domprovstiet - at tage penge for det, når ikke-medlemmer ønsker en kirkelig begravelse eller bisættelse. Det skriver DAGBLADET Roskilde onsdag.

- Det er noget, vi har snakket om med jævne mellemrum, og nu var bægeret fyldt. Nu vil vi gøre noget ved det, siger Anne Rosendal, formand for Roskilde Domsogns Menighedsråd.

De skal i morgen tage stilling til forslaget, der vil medføre en pris på 5577 kroner for en begravelse fra domkirken og 3545 i sognets anden kirke, Gl. Vor Frue Kirke.

Taksterne er baseret på faktiske udgifter og skal godkendes af provstiudvalget.