Opgiver kampen om havfruen

Der bliver ikke kamp om Den Lille Havfrue. Og københavnere og turister kan nu forberede sig på en længere periode uden den verdensberømte attraktion på Langelinie i København, skriver B.T. søndag.

Familien bag havfruens skaber, Edvard Eriksen, vil ikke gå rettens vej for at forhindre, at det verdenskendte værk bliver sendt til Shanghai i forbindelse med verdensudstillingen Expo2010.
- Vi har i familien accepteret, at vi ikke kan gøre noget for at forhindre det. Selvom vi har ophavsretten til Den Lille Havfrue, så kan vi ikke stille noget op, for de krænker ikke vores ophavsret ved at udlåne hende, siger Erling Eriksen barnebarn af Edvard Eriksen til B.T.
Det er Økonomi- og Erhvervsministeriet, der har henvendt sig til Københavns Kommune for at høre om muligheden for at låne Den Lille Havfrue som Danmarks flagskib i seks måneder til verdensudstillingen Expo2010 i Shanghai i Kina.
Københavns Kommune ejer Havfruen, og et flertal i Københavns
Borgerrepræsentation bestående af Venstre, De Radikale og Socialdemokraterne er klar til at udlåne Havfruen.
Erling Eriksen og resten af familien er blevet beskyldt for at være imod den midlertidige flytning, fordi det ville koste familien penge. Men det afviser Erling Eriksen på det kraftigste.
- Vi er ligeglad med pengene. Vores modstand skyldes kun store følelser for Havfruen. Vi mener, at hun er så stor en del af Danmark, at man ikke bare kan låne hende ud, siger han til B.T.
Erling Eriksen forstår ikke, at man ikke bare kan sende en kopi af Havfruen til Kina. Men det afviser Bjarke Ingels, der er partner og arkitekt i firmaet BIG, som skal lave den danske stand ved Expo2010.
- Det skal være den ægte vare, vi præsenterer i Kina. Kineserne er vilde med H.C. Andersen, så det ville være noget tamt at komme med en kopi, siger Bjarke Ingels.
Det er ikke kun arvingerne til Edvard Eriksen, der er imod udlånet af Den Lille Havfrue. I en afstemning på bt.dk er 83 pct. ud af 6700 imod at sende hende til Kina.
Det bliver endeligt besluttet af de københavnske politikere sidst på året, om Den Lille Havfrue skal sendes til Kina i 2010.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik