Billede tilbage fra 2016, hvor folk sidder i kø til at komme ind på campingområderne på Roskilde Festival. Foto: Emil Hougaard - Ritzau Scanpix

Opfordring til festivalgæster: Tag toget, og undgå at sidde fast i bilkø

Politiet opfordrer festivalgæster til at bruge offentlig transport til festivalområdet. Det kan nemlig en langstrakt affære, hvis folk vælger at tage bilen.

Lørdag åbner adgangen til campingområdet på Roskilde Festival, og tusindvis af feststemte festivalgæster vil dagen igennem strømme til festivalsområdet fra nær og fjern.

Det vil lægge ekstra pres på vejnettet omkring Roskilde, og politiet opfordrer derfor nu festivalgæsterne til at bruge offentlig transport til festivalområdet.

- Vi ved erfaringsmæssigt, at der mange, der bliver kørt derud af enten deres forældre eller bekendte. Det er klart, at det kan virke som en nem løsning, hvis man har en masse oppakning med. Men hvis alle har den tanke, så hober trafikken sig op, og man ender med at måtte vente i kø i et godt stykke tid, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Læs også Politiet klar med den store bødeblok: Holder ekstra øje med pirat-taxaer under festival

Vil undgå trafikpropper

Han fortæller, at man fra politiets side står klar til at håndtere de trafikale udfordringer, der eventuelt måtte opstå under festivalen.

Blandt andet har man sænket hastigheden på motorvejen omkring Roskilde til 80 km/t fra de normale 110 km/t i festivalperioden.

Den forventede trafikophobning vil primært være ved Holbækmotorvejens afkørsel 12, Roskilde S/ Køgevej og festivalområdet samt i den sydlige del af Roskilde by. Presset vil ifølge Martin Bjerregaard være størst i tidsrummet 10-16.

- Vi har tidligere set, at der opstår en flere hunderede meter lang kø i motorvejssporet til afkørsel 12, og at bilerne hober sig op på Køgevej, siger Martin Bjerregaard. 

Man skal tillige være opmærksom, at der kan være øget trafik på vejnettet generelt på grund af sommerferiens start.