Få ny hofte og gå igen efter 3 timer

En nyudviklet fast track-ordning skal få patienter på benene allerede en time efter indgrebet - og ud af døren efter tre timer.

Patienter, som har brug for et nyt knæ eller en ny hofte, kan fremover blive behandlet på få timer. 

Normalt, når man har fået indopereret proteserne, er man indlagt i en eller to dage, og man skal ikke mange år tilbage, før det tog mere end en uge at komme på benene igen. 

Men det kan altså nu klares på et par timer, skriver Berlingske. 

Færre smerter 

På Hvidovre Hospital har man nemlig haft succes med at behandle patienter så hurtigt, at de kan være ude af sengen efter en time og ude af hospitalet efter tre timer. 

32 patienter i alderen 44 til 78 år har været igennem det nye optimerede forløb, og 30 af dem kunne selv gå ud af døren mellem tre og fem timer efter at have ligget under kniven. 

Samtidig har det vist sig, at patienterne ved de første kontroller har haft samme eller færre smerter sammenlignet med patienter, der har haft længere forløb. 

Der har heller ikke været flere komplikationer ved indgrebene. 

Bedre samarbejde mellem hospitalets afdelinger

- Der er ingen tvivl om, at det er bedre for patienten at komme hjem til sig selv frem for at være på hospitalet. Man rehabiliterer sig selv bedre i vante omgivelser, hvor man kan sove, og hvor der er noget at foretage sig, siger leder af dagkirurgisk afdeling Billy B. Kristensen til Berlingske. 

Han har været med til at udvikle metoden og fremhæver, at der er større risiko for at få en infektion i såret, når man ligger på et hospital. 

I fast track forløbet har man optimeret samarbejdet mellem sygehusets ansatte faggrupper. Det gælder både information til patienten, bedøvelse, smertebehandling, kirurgi, sygepleje, fysioterapi og logistik. Man får altså ikke lov til at ligge i fred, selvom man har været åbnet af lægerne. 

Man sørger for, at man kun lokalbedøver under indgrebet, og særlige sengelejer gør desuden, at patienten gradvist vippes op mod en siddende stilling, så man undgå svimmelhed. 

Billy B. Kristensen håber på, at fast track-metoden kan udbredes til at gælde for langt de fleste typer af operationer i fremtiden. I USA er de bedste klinikker ved at være nået derop, hvor 80 procent af alle operationer udføres som dagkirurgi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik