Foto: Niels Meilvang - Scanpix

Opbevarede halvt kilo hård narko på Brøndby-hotel

Politiet blev tilkaldt, da en mandlig hotelgæst nægtede at betale sin hotelregning. Det skulle vise sig, at han havde alt andet end rent mel i posen.

En 24-årig mand skal holde jul og nytår bag tremmer, efter at han i dag blev varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Glostrup.

Manden blev tirsdag anholdt og sigtet for at besidde intet mindre en 470 gram amfetamin og 27 gram kokain.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Det var på et hotelværelse i Brøndby, at betjentene fandt kokainen og den store mængde amfetamin gemt i mandens kuffert.

Havde det dig ikke været fordi, at manden nægtede at betale sin hotelregning, var politiet nok heller ikke faldet over narkoen.

Læs også Politiet bankede på: Så sprang ung mand ud fra anden sal

Høj hotelgæst fra Island

Anklager ved Københavns Vestegns Politi David Haahr fortæller til TV 2 Lorry, at politiet rykkede ud til hotellet, da de havde fået en anmeldelse om, at manden ikke ville betale for sin hotelreging.

- Han fremstod påvirket, og da betjentene undersøgte ham og fik adgang til hans hotelværelse, fandt de narkoen i hans kuffert. Det er en ret stor mængde at finde på en enkelt person, hvorfor han er sigtet for også at have til hensigt at videresælge det, siger David Haahr til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at den 24-årige er islænding og ukendt af politiet.

- Vi ved endnu ikke, hvad hans formål er med sit ophold her i Danmark, siger David Haahr til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at den 24-årige islænding har erkendet, at stofferne er hans, men at han nægter at have besiddet dem med videresalg for øje.   

Læs også Formodet narkohandler anholdt med stoffer og kontanter