Foto: Sergey Balay/Scanpix

Op mod 100 stjerneskud i timen natten til fredag

August er højsæson for stjerneskud, natten til fredag kan man opleve op til 100 stjerneskud i timen i Hovedstadsområdet.

Natten til fredag kan man, hvis man bliver længe oppe, se masser af stjerneskud på himlen over hovedstadsområdet.

August er højsæson for stjerneskud, da meteorsværmen Perseiderne passerer Danmark. Men i år er der udsigt til ekstra mange stjerneskud.  

 - Du kan regne med at opleve over 100 stjerneskud i timen de steder, hvor der er bedst udsigt. Normalt når Perseiderne passerer Danmark, kan du, hvis du er heldig, opleve det halve, så i år er det ekstra specielt, siger Lars Petersen, leder af planetariet Orion.

Selv om meteorsværmen altid passerer jorden i samme periode, er der stor forskel i mængden af stjerneskud, der pryder nattehimlen, når det sker.

Meteorsværmen er sammensat af bittesmå rester af kometen Swift-Tuttle, som ligger spredt i kometens bane. Resterne ligger ikke jævnt fordelt, men klumper sig lidt sammen, og det er det, der er afgørende for den store mængde af stjerneskud i år.

 - Det bliver påvirket af tyngdekræften fra Jupiter, som er solsystemets største planet. Så bliver det skubbet mere sammen, og derfor kommer der lige præcis i år en tættere sværm, forklarer Lars Petersen.

Find et mørkt sted

Hvis man planlægger at tage på stjerneskudsjagt, anbefaler Lars Petersen, at man søger væk fra lys og tager så langt væk fra store bygninger som muligt. Så er der den bedste udsigt til de mange stjerneskud.

 - Der skal selvfølgelig være klart vejr, men det kan jeg desværre ikke love, siger Lars Petersen.

Der er ikke nogle steder i landet, der er bedre end andre i forhold til at se de mange stjerneskud. Det gælder blot om at være et sted med så lidt baggrundslys som muligt.

Meteorsværmen vil være på sit maksimum omkring kl. 02 natten til fredag, og det er der, der er mulighed for at se flest stjerneskud.