Omstridt rektor vidner i Penkowa-sag

Københavns Universitets rektor vidner tirsdag mod Milena Penkowa i sag om dokumentfalsk efter rotteforsøg.

Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen skal tirsdag vidne i det, der er blevet betegnet som den største sag om forskningsfusk i Skandinavien: Retssagen mod den tidligere stjernehjerneforsker Milena Penkowa.

Sagen drejer sig om dokumentfalsk i forbindelse med rotteforsøg.

Ralf Hemmingsen spillede en central rolle i forbindelse med Penkowas doktordisputats fra 2001. Den trak hun tilbage efter kritik fra universitetets bedømmelsesudvalg.

Dengang gik Ralf Hemmingsen forrest i opklaringsarbejdet om, hvorvidt nogle rotteforsøg havde fundet sted. Forsøgene indgik i nogle videnskabelige artikler, som lå til grund for disputatsen, skriver Ritzau.

Milena Penkowa fremviste i 2003 nogle dokumenter, som skulle dokumentere rotteforsøgene, over for blandt andre Hemmingsen. De dokumenter er ifølge anklagemyndigheden forfalskede, og det er det, som Penkowa nu er tiltalt for.

Hemmingsen kontaktede Penkowas spanske samarbejdspartner, Juan Hidalgo, da sagen begyndte at rulle. Hidalgo afviste dengang at kende til de rotteforsøg, som indgår i artiklen.

Efterfølgende blev Hemmingsen kritiseret for, at han ikke havde foranlediget en undersøgelse af Penkowas forskning hos Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).

Det gjorde han ikke. Penkowa fik lov at fortsætte, og hun indleverede siden en ny disputats, som hun fik godkendt i 2006. Ralf Hemmingsen fik også kritik for, at han indstillede Penkowa til Videnskabsministeriets EliteForsk-pris, som hun modtog i 2009.

- Imidlertid er der klart ting, jeg personligt kunne have gjort væsentligt bedre, sagde Hemmingsen i 2011 til Ritzau, efter en undersøgelse fra Kammeradvokaten. Undersøgelsen frikendte ham samlet i sagen, men rummede dog en del kritik.

Penkowa-sagen skabte så megen modvind for Hemmingsen, at en undersøgelse foretaget af Berlingske tilbage i 2011 viste, at halvdelen af forskerne på universitetet mente, at Hemmingsen burde gå af som rektor.

Men Ralf Hemmingsen havde opbakning fra universitetets bestyrelse og red stormen af. I 2013 fik han forlænget sin ansættelse som rektor frem til 2017.

Der ventes at falde dom i straffesagen mod Milena Penkowa i løbet af september.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik