Omprioriteringsbidrag begraves: Stor lettelse i København

Det omdiskuterede omprioriteringsbidrag er lagt i graven med en ny økonomiaftale mellem kommunerne og regeringen.

Regeringen og Kommunernes Landsforening har fredag indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2017.

Aftalen fastslår, at regeringen sender 2,2 milliarder af det omstridte omprioriteringsbidrag i 2017 retur til prioriterede indsatser i kommunerne.

Senere følger 0,2 milliarder på finansloven, og dermed ender kommunerne med at få hele omprioriteringsbidraget på 2,4 milliarder retur.

For København betyder aftalen, kommunen næste år skal sende 50 millioner kroner til staten i stedet for for 247 millioner kroner. 

- Hvis vi havde skullet skære så dybt, ville det være gået ud over kernevelfærden – omsorgen over for vores ældre, svage og børn, siger Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og fortsætter: 

- Vi slipper ikke for at finde nedskæringer, men det bliver ikke i den størrelsesorden, som regeringen havde ønsket. Det er mange penge, og det bliver ikke let. Men vi vil lægge os i selen for, at det ikke forringer kvaliteten i de københavnske velfærdsinstitutioner.

Frank Jensen er langt fra den eneste borgmester i hovedstadsområdet, der er lettet over, at omprioriteringsbidraget nu er sløjfet.

Flere kommuner har udtrykt bekymring og vrede over bidraget, og Ballerups borgmester Jesper Würtzen meldte tidligere i år ud, at Ballerup ville nægte at aflevere en procent af det kommunale budget til statskassen.  

- Det kan de godt glemme, lød det i marts fra Jesper Würtzen til regeringen.

Aftalen mellem KL og regeringen betyder desuden, at omprioriteringsbidraget droppes fra 2018.

Den erstattes med en aftale om, at staten og kommunerne i fællesskab finder effektiviseringer hvert år, hvoraf en halv milliard skal bruges til prioriteringer bredt i den offentlige sektor.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik