Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Omfattende kø på stor hjemrejsedag

Lørdag er en af de største rejsedage, så flere steder i hovedstadsområdet er det en god idé at have tålmodigheden med sig på vejene.

Det gode vejr fortsætter noget tid endnu, men for de fleste mennesker er sommerferien snart slut. Det betyder, at mange bruger dagen i dag på at rejse hjem til København, hvilket kan give ekstra trafik på vejene.

På Køge Bugt Motorvejen er der omfattende kø i begge retninger på grund af et større arbejde med opsætning af en gangbro ved den nye Køge Nord Station, som har indskrænket antallet af kørebaner.

Man må forvente en noget længere rejsetid - især hvis det bliver ved på samme måde resten af eftermiddagen, som det har udviklet sig i løbet af dagen.

Mette Nedergaard, Vagthavende, Vejdirektoratets Trafikcenter

Mange er på vej hjem fra ferie, men også mange københavnere har fortsat et par fridage til gode, som mange vælger at bruge på at køre sydpå. Derfor er især trafikken i sydgående retning omfattende, da der her kun er to leidige spor til rådighed.

- Det er især slemt i sydgående retning, da et af sporene er det normale nødspor - og det kører folk åbenbart ikke ud i, selvom vi har skiltet med, at man godt må i disse dage, siger Mette Nedergaard, der er vagthavende hos Vejdirektoratets Trafikcenter.

Ifølge Vejdirektoratet er det især nord for Køge ved frakørsel 31B Solrød Syd, at køen er værst på motorvejen.

- Man må forvente en noget længere rejsetid - især hvis det bliver ved på samme måde resten af eftermiddagen, som det har udviklet sig i løbet af dagen, siger Mette Nedergaard.

Læs også Massiv kø på Øresundsbroen på 'Store Rejsedag'

- Vi har haft mange akutte og uventede episoder på vejene i dag i form af uheld, som sætter propper i trafikken, siger hun.

Igen i morgen forventer Trafikcenteret, at der vil være lettere trafik i tidsrummet 11-16, som ikke burde give de voldsomme problemer andre steder end ved Køge. 

Derfor er rådet som så mange gange før:

Tjek Vejdirektoratets trafikapp eller hjemmesiden trafikinfo.dk inden I kører afsted - og tag afsted i god tid eller vent med at køre til den værste trafik er overstået. 

Mette Nedergaard forventer desuden ikke, at de to store weekendbegivenheder i København - Copenhagen Historic Grand Prix og PostNord Danmark Rundt - vil få yderligere konsekvenser for trafikken på de større veje ind og ud af hovedstaden.