Omfattende brand tæt ved brandfarlige væsker er nu under kontrol

Lørdag morgen er der en omfattende brand på den såkaldte Benzinø i København. Her opbevares til dagligt brandfarlige væsker.

Opdateret: Vi skrev tidligere på morgenen, at branden var ved at brede sig, da det var beredskabets vurdering. Klokken 09.40 mener Hovedstadens Beredskab, at risikoen for at ilden spreder sig er lille. Klokken 10.00 lyder det, at branden ikke har spredt sig.

Lige nu ses en kæmpe røgsøjle stige op over København.

Hovedstadens Beredskab rykkede ud til Prøvestenen, der også går under navnet Benzinøen, med 15 køretøjer hvor der lød meldinger om en omfattende brand. Her opbevares store mængder brandfarlige væsker.

Klokken 10.00 lyder det fra Hovedstadens Beredskab, at man har hindret, at branden spredte sig fra de byggematerialer, der var gået ild i. Et område på omkring 100 kvadratmeter byggemateriale er udbrændt.

Tidligere på morgenen sikrede man to tanke med ukendt væske i for varmen. De er heller ikke i risiko længere, lyder det. Nu nedgraderer man styrken og efterslukker branden. Man forventer at blive i området de næste fire timer. 

Der har ikke været nogen risiko for personer uden for det lukkede industriområde under branden, lyder det. 

Der var massiv røgudvikling under branden ved Prøvestenen lørdag.

Området ved Prøvestenen er ikke udlagt til beboelse, men flere virksomheder opbevarer brandfarlige væsker. 

Det er typisk brændstoffer som benzin, jetbrændstof, diesel, fyringsolie og svære fyringsolier, fremgår det af beredskabsplanen for området.

 
 

Virksomhederne oplagrer produkterne i tanke, der kan være op til 16.000 kubikmeter. Brændstoffet ankommer typisk til Benzinøen med skib og sendes blandt andet til Københavns Lufthavn via rørledninger.

Ilden nåede dog ikke væskerne på noget tidspunkt, oplyser Hovedstadens Beredskab.

Her ses røgsøjlen, der stiger over København lige nu.
Her ses røgsøjlen, der stiger over København lige nu.
Foto: Kristian Wronski-Petersen

Røgen kan ses i Søborg

Heller ikke røgen behøver man umiddelbart være nervøs for.

- Som det ser ud nu, så stiger røgen mere eller mindre opad og går ud over vandet. Al røg er i princippet farligt, så mærker man røgen, så skal man gå indenfor og lukke døre og vinduer, siger Henrik Moll, vagtchef ved Københavns Politi.

TV 2 Lorry har fået billeder fra personer, der kan se røgsøjlen helt fra Søborg, der ligger omkring 12 kilometer væk.

Der var sidst brand ved Prøvestenen så sent som i marts. Her gik der ild i et telt fyldt med miljøfarligt kemikalieaffald og nogle paller.

Hovedstadens Beredskab udfører en massiv indsats på Prøvestenen lige nu.
Hovedstadens Beredskab udfører en massiv indsats på Prøvestenen lige nu.
Foto: alarm112danmark.dk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik