Omfartsvej har lange udsigter

Foto: TV2/Lorry

Det er et stort og vigtigt skridt, at Køge og Stevns Kommuner nu er enige om en rute for en kommende omfartsvej.

Men den nyfundne enighed er ikke det sværd, der kløver den gordiske trafiknude mellem de to kommuner. Det siger næstformanden for Folketingets transportudvalg.

- Det er selvfølgelig en stor fordel, at kommunerne nu er enige. Det er første gang i de 25-30 år, vi har diskuteret det her.

Derfor er omfartsvejen aldrig kommet på prioriteringslisten. Men enighed er ikke nogen garanti for, at man også får sine ønsker opfyldt. Staten og Folketinget vurderer altid et projekt ud fra økonomien og trafiktallene i projektet, siger Flemming Damgaard Larsen (V) til DAGBLADET Køge.

Og han er skeptisk over for den model, som Køge og Stevns nu er blevet enige om.

- Den linjeføring, man har valgt, kunne jeg forestille mig er meget dyr. Samtidig hjælper en sydlig løsning ikke borgerne i Strøby Egede ret meget. Hvis kommunerne selv er villige til at betale noget, så hjælper det selvfølgelig, vurderer Flemming Damgaard Larsen.