Om halsen hænger asken fra hans yndlingskat - katte er hans liv

Hans Olsen fra Køge har viet sit liv til at redde katte. Næsten hver nat står han op for at lave varm mad til byens vildkatte.

Rundt om halsen bærer han altid en halskæde med asken fra en yndlingskat. 

I sofaen er der kattepuder, på hylderne i reolsystemet står farvede porcelænskatte side om side, lige foran skiltet på væggen, hvor der står "The cat's in charge".

Det er ingen hemmelighed. Livet for 48-årige Hans Olsen fra Køge er bygget op om hans passion for katte. 

Sådan ser Hans Olsens halskæde ud. 
Sådan ser Hans Olsens halskæde ud. 
Foto: TV 2 Kosmopol

quote  Man skal ikke gøre noget halvhjertet, og det har jeg heller aldrig gjort. 

Hans Olsen

- De personer der kommer på besøg i min lejlighed, de ser tydeligt, at jeg er er katteorienteret personlighed, siger Hans Olsen. 

Han viser urnerne frem fra "memorial-hylden", hvor asken fra de katte med en særlig plads i hans hjerte står udstillet. På væggene ses mindetavler med kattenes billede og navn. 

Denne urne indeholder asken fra katten Fenris. 
Denne urne indeholder asken fra katten Fenris. 
Foto: TV 2 Kosmopol

- Man skal ikke gøre noget halvhjertet, og det har jeg heller aldrig gjort. Det har altid været 100 procent, 110 procent eller 150 procent eller 200 procent. Det skal være hele vejen, siger han.

Derfor har han også stiftet Kattepatruljen, hvor han sammen med en gruppe kattefans forsøger at hjælpe områdets herreløse katte. 

Hver nat kl. 03.00 bliver der lavet varm kattemad i køkkenet i Køge. 
Hver nat kl. 03.00 bliver der lavet varm kattemad i køkkenet i Køge. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Desuden er han begyndt at skrive fiktionsbøger, hvor karaktererne er katte, han har mødt på sin vej. Og han drømmer om at blive dyrlæge, så han også på den måde kan hjælpe kattene. Derfor er han startet på VUC for at tage de fag, der kan skaffe ham ind på studiet. 

Du kan se og høre Hans Olsen historie i klippen ovenover. 

Varm mad til kattene

Han fortæller, at han altid har elsket katte. Så meget, at de faktisk var en af grundene til, at ægteskabet med kvinden i hans liv stødte på grund.

Dengang arbejdede han med computere og boede i USA.

- Katte havde en stor del af forklaringen på, hvorfor mit ægteskab i Amerika ikke gik. Jeg fodrede katte, og jeg kørte mange kilometer og flere timer hver dag for at komme til de områder, hvor kattene var, siger Hans Olsen. 

quote Jeg har det sådan, at jeg vil gøre hvad som helst for en kat i nød.

Hans Olsen

- De katte brugte jeg faktisk mere tid på end på mit ægteskab, og det var ødelæggende. 

I dag er kattene stadig nummer et. Selv nattesøvnen er indrettet efter kattenes behov. 

- Jeg har det sådan, at jeg vil gøre hvad som helst for en kat i nød, og hvis jeg skal stå op klokken 03.00 om morgenen, så gør jeg det, siger Hans Olsen. 

Fodrer om natten

Næsten hver nat står han op laver mad til vildkatte i området. Han tilbereder kyllinger i storkøkkenstil - både ovn og kogeplader er i brug for at gøre de mange kyllinger klar, så kattene kan få et varmt måltid mad. 

- Katte har også fortjent et værdigt liv. De skal også have et sted at sove, de skal også have mad. Jeg tilbyder dem et varmt måltid mad, og det gør jeg hver nat, og det vil jeg blive ved med, indtil jeg ikke kan klare det længere, siger han.

Han indfanger vildkattene og bringer dem til dyrlægen til sundhedstjek, og er de trygge nok ved mennesker, så prøver han at finde en familie til dem. 

Her er endnu en vildkat til dyrlægen. 
Her er endnu en vildkat til dyrlægen. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Askesmykket om halsen har han altid på sig, og det har han fået alle slags reaktioner på. Men det ændrer ikke på, at det altid er en del af hans påklædning, ligesom kattene er omdrejningspunktet i hans liv.

- Jeg har altid elsket den kat så meget, at jeg altis vil gå med den omkring min hals. Så er der nogle, der tænker: Manden går rundt med en død kat om sin hals, og der er folk, der griner af det, men jeg skal sige dig en ting; der er også folk, der tager hatten af og siger: Det er ægte kærlighed, det er respekt, og det er sådan man burde behandle dyr. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik