Øgede asyludgifter får KL til at kræve ny budgetaftale

Regeringen og kommunerne må lave en ny budgetaftale pga. asylboom, mener KL's formand Martin Damm.

Regeringen og landets 98 kommuner bliver nødt til at lave en supplerende budgetaftale for 2015 i lyset af de stigende asyludgifter, nu da der både i år og til næste år ventes at komme mindst 20.000 asylansøgere til Danmark fra primært det borgerkrigshærgede Syrien.

Det vurderer KL's formand, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V).

Selv om regeringen giver 4,5 milliarder kroner ekstra næste år til opgaven med blandt andet at huse asylansøgerne, ved kommunerne ikke, hvordan pengene vil blive fordelt.

- Det er Danmarks største udfordring lige nu. Vi har endnu ikke set, hvor de 4,5 milliarder kroner falder ned. Hvad er der til at drive asylcentre og integration i kommunerne? Jeg tror, at det bliver til, at vi laver en supplerende aftale, siger Martin Damm til Ritzau.

Regeringen kan skrue på knapperne, så hver asylansøger ikke har krav på en lejlighed efter godt et halvt år på asylcentre. Eller man kunne ligesom med de bosniske flygtninge i 1990'erne indkvartere flygtningelandsbyer, mener KL's formand.

- Når de kommer ud af et asylcentre, har hver ret til en selvstændig bolig. Skal det fortsat gælde? Hvis vi skal skaffe det, skal der ske rigtig mange forskellige ting, siger Martin Damm.

Rudersdals borgmester Jens Ive (V) bad for nylig om hjælp fra København og kommunerne på Vestegnen med at finde boliger til de 70 asylansøgere, som Rudersdal skal placere. Vestegnen og København slipper, fordi de i forvejen har mange indvandrere.

KL's formand mener, at regeringen og kommunerne må vurdere, hvor asylansøgere kan placeres i asylcentre og lejligheder. Sønderborg har modtaget godt 1000 asylsøgere i den tidligere kaserne.

- Man kommer til at kigge på det. Nogle kan byde ind, hvis de har ledige boliger og godt kan tage nogle flere. Ellers er udgangspunktet en anden fordeling. Jeg tror, at man må supplere den matematiske fordeling af asylansøgere med noget andet, siger Martin Damm.

- Det kan være, hvis nogle boligselskaber har en masse tomme lejligheder. Kan man give køb på en selvstændig bolig? Kan fire enlige bo sammen i en stor lejlighed? Må vi lave nogle flygtningelandsbyer som til bosnierne i 1990'erne eller midlertidige pavillonbyer, spørger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik