02:59

Den offentlige trafik halter i kommunerne rundt om København - og det koster erhvervslivet dyrt. Ifølge en rapport fra Dansk Industri står tusindvis af medarbejdere uden ordentlig kollektiv trafikforbindelse, når de skal på arbejde - og det gør det svært for virksomhederne at tiltrække medarbejdere.

Offentlig trafik halter i omegnskommuner: Går ud over virksomheder

Den offentlige trafik halter i kommunerne rundt om København. Det gør det svært at rekruttere medarbejdere, lyder det blandt andet fra virksomhed i Roskilde.

Grossistvirksomheden Lyreco beskæftiger 200 medarbejdere på plukkelageret i Roskilde. Når de skal på arbejde, så er det i egen bil.

Den offentlige transport fungerer ikke.

En rapport fra Dansk Industri viser, at tusindvis af medarbejdere oplever samme problemer og er uden ordentlig kollektiv trafikforbindelse til deres arbejdsplads.

Giver problemer med rekruttering

Hvor nogle arbejdssteder har adskillige bus- og togforbindelser i nærheden, må andre finde sig i, at de er så dårligt serviceret af den kollektive trafik, at en bil eller hård trampen i pedalerne i praksis er den eneste måde at komme til og fra arbejde.

Og dårlig offentlige transport giver besvær, når der skal rekrutteres arbejdskraft. Virksomheden er ganske enkelt ikke attraktiv for nye medarbejdere, når der ikke er bus til døren, lyder det fra Roskilde-virksomheden.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev forbundet med den nærmeste større station, som for vores vedkommende er Trekroner. Den ligger under to kilometer fra, hvor vi befinder os, men vi har ikke nogen kollektiv forbindelse til den station, siger direktør i Lyreco, Michael Baun Christensen, til TV 2 Lorry. 

Læs også Virksomhed flytter fra Hørsholm: Der er for langt for medarbejderne

Kigger mod København 

– Den offentlige transport er alt for bøvlet. Vi har en del potentielle medarbejdere, der ikke gider at blive ansat på grund af den offentlige transport til Hørsholm.

Poul Skadhede, direktør i Valcon

I Hørsholm har virksomheden Valcon taget konsekvensen af dårlig offentlig transport og besluttet at flytte sine 200 ansatte til en ny adresse i København. 

– Den offentlige transport er alt for bøvlet. Vi har en del potentielle medarbejdere, der ikke gider at blive ansat på grund af den offentlige transport til Hørsholm, siger direktør Poul Skadhede til TV 2 Lorry.

Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K), vil gerne kigge på den offentlige transport - men har sit fokus indenbys: 

- Jeg kunne godt tænke mig at eksperimentere med førerløse busser. Jeg synes, det kunne være interessant, hvis vi kunne have en bybus i Hørsholm, der kunne give noget mere sammenhængskraft, siger han til TV 2 Lorry.

Endnu en flytning på vej? 

Nu overvejer også Lyrecos direktør at flytte den videnstunge del af virksomheden tættere på København: 

- Det er stadigvæk kun på et dialog-stadie for os, men det kan meget vel gå hen og blive virkelighed, hvis vi møder mere modstand i rekrutteringen, siger Michael Baun Christensen.

Han fortæller dog, at han har været i en positiv dialog med Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), for at rette op på busdriften til virksomheden.

Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra borgmesteren.