Øvelse: Skud og trafikproblemer i København

Helikoptere i luften over København onsdag. Stor terrorøvelse giver også trafikale problemer på jorden.

Et russisk isbryderskib drevet med en atomreaktor kolliderer med et dansk fragtskib ud for Ebeltoft. Samtidig udføres et planlagt terrorangreb i hovedstaden, hvilket sender helikoptere i luften og resulterer i simulerede kampøvelser i de københavnske gader.

Det går ikke stille for sig, når Københavns Politi og Rigspolitiet i dag og torsdag afholder en stor terrorøvelse, som skal teste Hovedstadens beredskab.

Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes

Det simulerede terrorangreb tager blandt andet afsæt i de erfaringer, som myndighederne gjorde sig under terrorangrebet i februar, hvor Omar El-Hussein dræbte to personer, og sårede flere betjente.

Øvelsen har onsdag givet trafikale problemer enkelte steder i København.

- Trafikken er påvirket omkring Njalsgade og Københavns Universitet, men ellers ikke. Det kan dog ikke udelukkes, at der vil opstå trafikale problemer andre steder i byen senere på dagen, men vi prøver at begrænse det, siger vicepolitiinspektør Henrik Blandebjerg fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Han påpeger, at det er for tidligt at komme med nogen meldinger om, hvordan øvelsen er gået.

Politiet er sparsomme med detaljerne i forhold til den store øvelse, men den har blandt andet udspillet sig på Københavns Universitet på Amager onsdag formiddag.

Der er blevet affyret mange skud i forbindelse med øvelsen, men politiet har endnu ikke modtaget nogen henvendelser fra bekymrede borgere, oplyser Henrik Blandebjerg fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Han oplyser også, man kan følge med i, hvor øvelsen udspiller sig, på politiets Twitter-profil.

Den kollektive trafik vil ikke blive påvirket af øvelsen, der involverer mellem 500 og 1000 deltagere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik