Øresundsbro Konsortiet har søgt om tilladelse til at lave solcelleanlæg. Foto: Øresundsbroen

Øresundsbroen vil have solceller: Energiforbruget skal sænkes

Øresundsbro Konsortiet har søgt om tilladelse til at bygge et solcelleanlæg for at mindske energiforbruget.

Øresundsbro Konsortiet har sammen med Svedab, som ejer landanlæggene, søgt om byggetilladelse hos de svenske myndigheder til at opføre solcellepaneler for selv at kunne bidrage med el til konsortiets strømforsyning.

Det skriver Fokus Øresund. 

Det er ikke så kompliceret at stille dem op, så hvis alt går godt, så kan de stå klar i sommeren 2018

Bengt Hergart, anlægsdirektør Øresundsbroen

Med eget solcelleanlæg vil Øresundsforbindelsen kunne producere ti procent af den energi, de bruger på anlægget.

- Vi sendte ansøgningen afsted for en eller to uger siden, og det kan tage lang tid at få svar på, om vi får byggetilladelse - helt op til et halvt år. Men vi håber, det bliver tidligere, siger anlægsdirektør Bengt Hergart til TV2 Lorry. 

Læs også 16 år senere: 208.980.000 er kørt over Øresundsbroen i bil

Bengt Hergart vurderer, at der er en ganske god chance for, at tilladelsen går igennem, og når den først ligger klar, så skulle solcelleanlægget gerne stå klar i løbet af relativt kort tid. 

- Det er ikke så kompliceret at stille dem op, så hvis alt går godt, så kan de stå klar i sommeren 2018, siger anlægsdirektøren. 

Et solcelleanlæg vil gøre det muligt for Øresunds Konsortiet at producere 10 procent af deres eget energiforbrug. Foto: Øresundsbroen

Med solcelleanlægget kan man altså producere ti procent af den energi, der bruges på at holde anlægget kørende. Eksempelvis på belysning, opvarmning og teknisk udstyr i tunnelen, ventilation og betalingsanlæg. 

Der bliver generelt arbejdet på at reducere energiforbruget, så i takt med at teknik og udstyr på forbindelsen bliver slidt og skiftet ud, finder man mere energivenlige kilder.

Eksempelvis er lamperne langs hele broen blevet skiftet ud med mere energibesparende alternativer, skriver Fokus Øresund. 

Læs også Øresundsbroen åben igen efter ulykke

Solcellepanelerne skal placeres mellem nord- og sydsiden af betalingsanlægget og ligge mindst tre meter fra kørebanen, bag autoværn og vejbelysning.