Øresundsakvariet truet af lukning: "Det her er alvorligt"

Underskuddet vokser og vokser for Øresundsakvariet, selvom besøgstallet vokser. Det bekymrer akvariechef og Helsingørs borgmester.

Trods et stigende besøgstal og markant popularitet for udflugter og undervisning ser fremtiden sort ud for Øresundsakvariet i Helsingør.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Akvariechef Jens Peder Jeppesen kan registrere, at underskuddet på stedet vokser, så det i 2019 vil runde fire millioner kroner.

Den dårlige økonomi kan ende med, at Københavns Universitet, som Øresundsakvariet hører under, vil lukke stedet, vurderer han - en frygt, som Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, deler.

- Det her er meget alvorligt. Hvis vi ikke får rettet økonomien op inden for få år, vil universitetet højst sandsynligt lukke Øresundsakvariet. Måske sker det i 2019. Et universitet har forskning og uddannelse som sine hovedopgaver, ikke drift af et akvarium. Øresundsakvariet befinder sig på et meget farligt bjerg, og vi er hele tiden ved at rutsje ned i dybet, siger Jens Peder Jeppesen. 

Den konservative Benedikte Kiær har samme mørke bekymring som Jens Peder Jeppesen. Hun mener, at Helsingør og hele landet vil savne Øresundsakvariet.

- Vi kan ikke undvære det sted. Hvis staten ikke kommer ind her, så lukker Øresundsakvariet, fordi det økonomisk falder ned mellem flere stole og ikke kan få dækket de udgifter, som andre lignende steder kan. Derfor hejser vi nu flaget og råber et højt hjælp, siger Kiær.

Ejerskab umuliggør statsligt tilskud

Det er som nævnt økonomien, som vil trække akvariet ned.

I 2016 kom Øresundsakvariet ud med et underskud på 1,6 millioner kroner. I år vokser det til 2,2 millioner kroner. Forventningen til 2018-resultatet er et akkumuleret underskud på 2,9 millioner kroner, og i 2019 vil minusset ramme 4,1 millioner kroner.

Selvom Københavns Universitet betaler husleje, el og vand, så hænger de tunge udgifter til løn og drift simpelthen ikke sammen med indtægterne for det populære akvarium, som ellers havde over 40.000 gæster sidste år og forventer endnu flere i år. Problemet er kort fortalt universitetets ejerskab, som umuliggør, at Øresundsakvariet kan få statslige tilskud på linje med andre museer og zoologiske haver.

- Det økonomiske grundlag for andre museer og zoologiske haver er helt anderledes sat sammen. Vi kører hele tiden på grænsen, fordi vores hovedindtægt er entréen, og det er enormt sårbart at basere sin økonomi på noget, der fluktuerer så meget. I 2013 gik vi for eksempel næsten 10.000 ned i besøgstal. Samme år åbnede Den Blå Planet (den nye version af Danmarks Akvarium, red.) og M/S Museet for Søfart, siger Jens Peder Jeppesen.

I et forsøg på at klare skærene økonomisk har akvariet hvert år siden 2013 sat priser og gebyrer op. Desuden har Øresundsakvariet hele tiden opfundet nye aktiviteter, som har kunnet generere indtægter, oplyser akvariechefen.

- Mit håb er, at man et eller andet sted finder en løsning på det her. Det ville være dejligt, hvis vi kunne komme på finansloven på samme vilkår som andre museer og den slags. Det er da ærgerligt, at vi på grund af en gammel fejltagelse omkring vores tilskud ikke har samme vilkår og er i fare for at lukke, siger Jens Peder Jeppesen. 

Helsingør Kommune vil ikke hæve tilskud

- Øresundsakvariet er en levende udstilling og zoologisk anlæg, saltvandsakvarium, museum, formidlings-, undervisnings- og forskningsinstitution, forklarer stedet selv.

Fra slutningen af 1990'erne og 10 år frem var der cirka 30.000 gæster om året på stedet. Fra 2007 til 2012 var der i omegnen af 50.000 gæster årligt, mens tallet fra 2013 og de efterfølgende år har ligget på lige over 40.000 gæster.

For alle de gæster og stedets forskellige roller giver Helsingør Kommune hvert år Øresundsakvariet et tilskud på 400.000 kroner. Det tilskud bliver ikke sat op på trods af krisen.

- Vi har været i en tæt dialog med Københavns Universitet om det her og om udfordringerne, der kommer. Alle sten er blevet vendt for at finde nogle muligheder. Men vi har som kommune altså ikke råd til at betale for eksempel flere millioner kroner. Vi oplever, at når staten trækker sig fra museumsstøtte og lignende, så må vi som kommune supplere, men der er en grænse. Og det er da en helt urimelig kattepine, som Øresundsakvariet står i, fordi det ikke kan få støtte andre steder fra, siger borgmester Kiær. 

Akvariechef: Stedet kan udvikle sig markant

Politikeren kalder det et kæmpestort tab for Helsingør, hvis Øresundsakvariet lukker - ikke mindst for alle skolebørnene og de gæster og turister, der besøger det flotte akvarium.

Kiær mener, at Christiansborg-politikerne nu skal have øjnene op for problemet, og har i den sammenhæng inviteret den konservative gruppeformand Mette Abildgaard på besøg på akvariet. Abildgaard kommer til Helsingør i dag i den anledning.

Også Jens Peder Jeppesen vurderer, at det vil være et væsentligt lokalt og nationalt tab, hvis Øresundsakvariet tvinges til en lukning. Han mener nemlig, at stedet kan udvikle sig markant i de kommende år og har en væsentligt rolle at spille i forståelsen af vandet omkring os. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik