Øresundsakvariet lukker i to måneder

Øresundsakvariet i Helsingør skal ombygges for flere millioner. Derfor lukker akvariet i to måneder og en fem dage..

Hvis du går og tænker, at det er ved at være på tide med en tur til Øresundsakvariet i Helsingør, så er det ved at være tid til handling bag ordene.

Øresundsakvariet lukker nemlig i hele to måneder og fem dage fra den 3. december i år.

Det lille akvarie i nordsjælland, som er Danmarks andet ældste af sin art, skal nemlig moderniseres.

Det fortæller akvariechef Jens Peder Jeppesen til TV 2 Lorry.

Sandgulve og bølgelofter

- Vi skal ombygge for et par millioner. Det betyder blandt andet et nyt gulv - det bliver lagt om, så det kommer til at ligne havbund. Det bliver sådan lidt sandbelagt, fortæller akvariechefen.

- Loftet det kommer til at ligne bølger - så der bliver lidt mere for sanserne, tilføjer han.

Årsagen er simpel. Et gammelt akvarie som Øresundsakvariet bliver man nemlig nødt til at vedligeholde, hvis der fortsat skal komme gæster.

Samtidig med renoveringen af både gulv og loft bliver akvariet også bedre lyddæmpet, så man ikke bliver mødt af et "støjinferno", som det kan gøre sig gældende, når der eksempelvis er skoleklasser på besøg i dag, forklarer Jens Peder Jeppesen.

Goddag til blæksprutter

Desuden bruger akvariet anledningen til at rive et akvarie til hajer ned for i stedet at gøre plads til to blæksprutte-akvarier med henholdsvis seks- og ottearmede sprutter.

- Det får en stor makeover, og så kommer der nogle nye tiltag med de to nye akvarier som det vigtigste, siger akvariechefen.

Der vil dog stadig være hajer - også dem, man må røre i akvariets voksen rørebassin.

Millionerne, der skal bruges, kommer fra en ekstra bevilling fra Københavns Universitet, som Øresundsakvariet er en del af.

Mens byggeriet står på bliver de mange fisk og bløddyr flyttet til akvariets vådrum.

- Det er et kæmpe arbejde, men vi har masse af dyrepassere, som er dygtige til det. Så det skal nok gå, siger Jens Peder Jeppesen.

Øresundsakvariet genåbner den første dag i vinterferien 2019 - nærmere bestemt den 9. februar - og spørger man akvariechefen bliver der masser at se frem til.

- Publikum skal glæde sig til ny indretning, nye akvarier og lyddæmpende faciliteter, som giver en bedre oplevelse, siger Jens Peder Jeppesen til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik