Økonomiske problemer førte til afpresning af loge

En norsk mand har i Københavns Byret tilstået at have afpresset den danske frimurerloge for 33 millioner kroner.

Det var økonomiske problemer, der fik en 67-årig mand til at forsøge at afpresse den hemmelighedsfulde loge Frimurerordenen i København for 33 millioner kroner. 

I løbet af 2016 optog den tidligere frimurer i al hemmelighed ti af Frimurerordenens ceremonier, som han truede med at offentliggøre. 

Der er i alt tale om 20 timers optagelser af logens rituelle ceremonier, som den tiltalte har optaget ved hjælp af optagelsesbriller af mærket Pivothead. 

- Jeg var i økonomiske problemer, fordi mit firma var gået konkurs, og Skat i Norge var efter mig, siger den norske mand i retten. 

Der ligger altså ikke et hævnmotiv bag den grove afpresningssag, som den norske mand har planlagt i halvandet år. 

Han har selv været medlem af den hemmelighedsfulde loge i Norge i over 20 år, hvor han har haft flere forskellige poster.

At det gik ud over den københavnske afdeling, der har over 50.000 medlemmer, har den norske mand en forklaring på.

- Jeg ved, at handlingen er umoralsk, derfor var det lettere at gøre det i København end i Oslo. Jeg kender logen i Oslo, men ikke i København, siger han i retten. 

Frimurerordenen har fremsat et erstatningskrav på 66.000 kroner til at dække over juridisk bistand, mens anklageren kræver udvisning fra Danmark og ikke under tre års fængsel. 

Der forventes afsagt dom mandag eftermiddag.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik