Særlige kontrolenheder skaffer millioner til kommunerne

Mange kommuner har oprettet særlige enheder som skal hente penge ind, som er blevet udbetalt uretmæssigt til borgerne. Og der er mange penge at hente.

I Rødovre Kommune sidder der to personer i den særlige kontrolenhed, som skal undersøge social snyd. Og det virker. Over de sidste 5 år har enheden sparet 19 mio. kr. på at gå borgerne efter i sømmene. 

 - Dem der har brug for de her ekstra penge hver måned, de skal selvfølgelig have dem. Det er klart. Men dem, der snyder sig til penge, de skal selvfølgelig ikke have dem, siger Birgitte Gulmark, der er konsulent i Rødovre Kommune til TV 2 Lorry.

Arbejdet med at undersøge socialbedrageri kan godt betale sig, for det bliver til store beløb hvert år, og de mange bække små gør en stor forskel for kommunens samlede økonomi.

 - Principielt er jeg ikke tilhænger af, at vi skal have en kontrolenhed, men jeg har været med i så mange år, at jeg godt kan se behovet for den, lyder det fra Rødovres socialdemokratiske borgmester Erik Nielsen.

Snyd med ydelser kan antage mange former. Det kan fx være borgere, der er sygemeldt, men som faktisk arbejder, eller børn som slet ikke bor i landet, men modtager børnepenge. Det kan også være tilfælde af kontanthjælp, som skal betales tilbage. Tilbagebetalingen sker, fordi modtagerne fx er rejst på ferie med deres kontanthjælp uden af få godkendt ferien først i kommunen. 

Alle kommuner har kontrolenheder

Alle kommuner har i dag en kontrolenhed, der efterforsker snyd med ydelser, men det er dog ikke alle kommuner, der har valgt at have en ordning, hvor man kan tippe kommunen, hvis man har kendskab til at, der foregår snyd.

I Brøndby Kommune har man ikke sådan en ordning, men alligevel modtager kommunen tip fra borgere, der angiver andre borgere. i 2015 fik Brøndby Kommune således 42 uopfordrede tip om social snyd.

 - Vi gør det, at vi undersøger alle de henvendelser, vi får, og så går vi kun videre i de sager, hvor vi er sikre på, at der er tale om snyd. Hvis vi er i tvivl, eller hvis vi ikke kan dokumentere at der er tale om snyd, så lader vi sagerne ligge, siger Bettina Eriksen fra kontrolenheden i Brøndby Kommune

I Frederikssund kommune har man en ordning, hvor borgere anonymt kan tippe om snyd på kommunens hjemmeside.

 - Siden 2010 har vi set en stigende tendens til, at vi får flere og flere penge ind på den konto. Så man må sige, at ordningen virker her hos os i Frederikssund, siger venstre-borgmester John Schmidt Andersen.

Så mange millioner har kommunerne hentet

I 2015 hentede Rødovre Kommune 3,1 millioner ind på at undersøge socialt bedrageri.

Hos Brøndby Kommune fik de to medarbejdere i kontrolenheden 5 millioner ind i 2015.

I Frederikssund blev det sidste år til 4,4 millioner.

Indkrævningen af de uretmæssigt udbetalte ydelser må dog ikke udvikle sig til en heksejagt på borgerne.

 - Vi gør det så ordentligt som vi kan, derfor kalder vi altid folk ind til en samtale først, inden vi begynder at undersøge en sag, og så fortæller vi dem, at vi har fået en anmeldelse, siger Birgitte Gulmark.

 - Det handler også om at få folk ind på rette spor, og fortælle dem at de ikke behøver at snyde for at få hjælp, der er faktisk andre muligheder, slutter hun. 

Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (S) ærgrer sig over den baggrund, som kommunerne henter penge ind på.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik