Borgerne er kommet med 450 forslag til vejnavnene i VIng C. Foto: Henning Larsen Arkitekter A/S og Tredje Natur.

01:00

Kort nyt 11. september 2017. Video: Frederikssund Kommune

1 af 2

Økolunden, Mælkevejen, Tandfeen: 450 forslag til vejnavne

Borgerne i Frederikssund er kommet med mange kreative forslag til, hvad vejene i Vinge Centrum skal hedde.

Fuglekongesangervingevej, Myretuevej, Liljegade eller måske Concorden? 

Der er kommet 450 forslag til, hvad vejene i Vinge Centrum i Frederikssund skal hedde.

Før sommerferien opfordrede Frederikssund Kommune byens borgere til at komme med navneforslag til Vinge Centrum. Navnene skulle tage udgangspunkt i Vinges vision om bæredygtighed – både miljømæssigt, økonomisk og socialt.  

Ikke alle holder sig helt til temaet, men kreativiteten er stor. 

Læs også Milliardinvestering: Så er byggeriet af Vinge i gang

Tak til borgerne

44 personer tog imod opfordringen, og det er der kommet intet mindre end 450 forslag ud af. Listen med navne er blevet præsenteret for Teknisk Udvalg, der i sidste ende kommer til at bestemme vejenes navne. 

Jeg vil gerne takke borgerne for de mange gode, sjove, kreative og skæve forslag, der er kommet ind. 

Tina Tving Stauning, formand, Teknisk Udvalg

- Jeg vil gerne takke borgerne for de mange gode, sjove, kreative og skæve forslag, der er kommet ind. De mange navne er med til at signalere den mangfoldighed, som, vi gerne vil have, skal være en del af Vinge. Det bliver godt nok en meget svær opgave at vælge navne, når vi i udvalget fremover får forelagt de konkrete vejprojekter, siger formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning, Soc.dem., i en pressemeddelelse. 

Udpluk af navneforslag

Bæredygtighed:
CO2-stien, Vindmøllevej, Symbiosevej, Miljøvej, Solcellestien, Balancevej, Økolunden, Grønnebakken, Genbrugsvej og Klimavej.

Naturen:
Kongeørns Allé, Påfuglevej, Svanevej, Brombassevej, Store Bivej, Nektar Allé, Guldsmedevej, Græshoppevej, Myretuevej, Klokkeblomstvej, Bonderosegade, Stikkelsbærvej, Blåbærvej, Liljegade, Kirsebærstien, Æblehaven og Regnbuestien

Verdensrummet:
Mælkevejen, Galaksens Boulevard eller Meteorvej

Nyere danske børnenavne:
Bertramsvej, Victorsvej og Klarasvej

Professioner: 
Tømrervej, Smedevej og Bagervej

Blandet:
Fuglekongesangervingevej, Gele Royal Vej, Hyttebyggervej, Gøjvej, Tandfeen, Concorden og Gladebørns Allé. 

Kilde: Frederikssund Kommune

Navnene bliver nu en del af et idékatalog, som der bliver kigget i, når områdets veje skal navngives. Navngivningen kommer til at foregå i takt med, at vejene i Vinge Centrum bliver anlagt.

Når Vinge Centrum er fuldt udbygget, efter planen i 2021, kommer området til at huse omkring 4.000 personer. Området får også egen S-togsstation. Den skal efter planen stå færdig i slutningen af 2019.  

Hele Vinge by er planlagt til at være færdig omkring 2035, og den kommer til at huse cirka 20.000 indbyggere.

Læs også Frederikssund får ny svømmehal