Foto: Økologisk Landsforening

Økologiske spisemærker blomstrer i hovedstadsområdet

Økologien er på fremmarch i hovedstadsområdet - det samme er et statskontrolleret økologimærke.

Børnehuset Sølund i København har for nylig fået et. Det samme har Københavns Madservice i Brønshøj. 

Et økologisk spisemærke, der vidner om, at spisestedet i stort omfang benytter sig af økologiske råvarer, og at køkkenet bruger varer, der er fri for rester af sprøjtemidler og uhensigtsmæssige tilsætningsstoffer. 

Flere end 1500 børneinstitutioner, plejehjem og caféer har nu det økologiske spisemærke, og langt størstedelen af de spisesteder, der kan prale af det statskontrollerede økologimærke, befinder sig i hovedstadsområdet. 

944 af de i alt 1566 økologiske spisemærker er således tildelt spisesteder i Region Hovedstaden. Det oplyser Økologisk Landsforening til TV 2 Lorry.

Folk i hovedstadområdet har ganske enkelt været først på beatet med at tage økologien til sig, lyder det fra landsforeningen.  

- Samtidig har Københavns Kommune bevidst taget et valg om, at man vil økologien. Man har en målsætning om, at 90 procent af den offentlige bespisning skal være økologisk, siger Torben Blok, der er markedschef for Økologisk Landsforening, og fortsætter: 

- Det betyder, at rigtig mange københavnere får mulighed for at få et økologisk måltid mad i skolen, på plejehjemmet eller på hospitalet.  

Torben Blok understreger, at økologi ikke kun er på fremmarch i København. Det vidner salgstallene også om. På landsplan solgte dagligvarehandlen allerede i 2014 økologiske varer for 6,2 milliarder kroner.

- Økologi fylder efterhånden ret meget på danskernes tallerkner og i storkøkkenernes gryder, siger Torben Blok. 

Økologisk Landsforening har en målsætning om, at 6000 spisesteder skal have det økologiske spisemærke i 2020. 

Du kan læse mere om det økologiske spisemærke her

 

Sådan fungerer Det Økologiske Spisemærke 

Det Økologiske Spisemærke er et statskontrolleret økologimærke for spisesteder som eksempelvis børneinstitutioner, plejehjem, kantiner, restauranter og caféer.

Spisemærket i enten guld, sølv eller bronze viser, hvor stor en del økologiske råvarer, der anvendes på spisestedet. 

Det Økologiske Spisemærke synliggør, at køkkenet gør en indsats for naturen, miljøet og dyrene ved at bruge økologiske varer, som er fri for rester af sprøjtemidler og uhensigtsmæssige tilsætningsstoffer.