Foto fra det indkaldte pressemøde d. 25 oktober 2017, hvor Anna Mee Allerslev meddeler, at hun trækker sig fra politik. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix

Nyt i Anna Mee-sagen: Parti er utilfreds med habilitets-afgørelse

Øens Murerfirmahar har stået for en totalrenovering af Anna Mee Allerslevs lejlighed og ikke kun hendes badeværelse, som hun selv har oplyst. Enhedslisten er nu utilfreds med den redegørelse, der frikendte Anna Mee Allerslev for inhabilitet.

Øens Murerfirma, der samarbejder med Beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune, stod for en hovedentreprise af Anna Mee Allerslevs 236 kvadratmeter store lejlighed.

Det skriver BT.

Der tegner sig et billede af, at det ikke er inhabilitet, der er hovedproblemet i denne sag, men derimod magtmisbrug og forsøg på at udnytte sin position som borgmester til at skaffe sig private fordele.

Bente Hagelund, rektor ved Folkeuniversitet og ekspert i forvaltningsret 

De nye oplysninger står i kontrast til det, som Anna Mee Allerslev hidtil har forklaret i forbindelse med det efterspil, der er sat i gang efter hendes afgang som borgmester i oktober 2017.

Folketingets Ombudsmand har afkrævet Københavns Kommune en redegørelse om Anna Mee Allerslev habilitet i sager, der involverer Øens Murerfirma og dets ejer Jan Elving, som ifølge Allerslevs tidligere forklaringer er en privat ven. 

Redegørelsen, der blev afleveret i sidste uge, frikendte Anna Mee Allerslev for inhabilitet. Men af redegørelsen fremgår det, at Anna Mee Allerslev kun oplyser, at murerfirmaet havde lavet 'noget murerarbejde på badeværelset' i hendes lejlighed.

Læs også Undersøgelse frikender Anna Mee for inhabilitet

Nu viser det sig, at Øens Murerfirma har stået for totalrenovering af herskabslejligheden, hvor murerfirmaets byggeledere har stået for at indhente tilbud og styre byggeprocessen med 7 forskellige underentreprenører i perioden februar 2016 til februar 2017.

Det fremgår af mails, fakturaer og budgetter, som BT er i besiddelse af. Budgetterne fra Øens Murerfirma dateret april og maj 2016 bærer titlen 'Hovedentreprisen'. Totalrenoveringen kostede omkring 1,7 millioner kroner, fremgår det af et budget fra april 2016. 

En af de syv underentreprenører bekræfter over for BT, at Øens Murerfirma stod for hovedentreprisen.

- Vi blev hyret af Øens Murerfirma, der stod for det hele. Men vi fik besked på at sende fakturaerne direkte til Anna Mee Allerslev, siger medstifter af det pågældende tømrerfirma Rasmus Carstensen, der udførte arbejde for ca. en halv million kroner.

Læs også Nu åbner Anna Mee Allerslev op om sagerne, der kostede hende borgmesterjobbet

I materialet fremgår det desuden af en lang række emails, at indehaver af Øens Murerfirma Jan Elving er dybt involveret i processen. I en mail sendt 11. oktober 2016 omtaler han sig selv som 'entreprenør'. I sin rolle som entreprenør koordinerer han både med underentreprenører og direkte med Anna Mee Allerslev.

Anna Mee Allerslev fastholder, at Øens Murerfirma ikke udførte en hovedentreprise.

- Øens var ikke hovedentreprenør på den private lejlighed. Jeg har betalt for Øens arbejde og oplyst Horten om Øens rolle i forbindelse med renoveringen af lejligheden, skriver den tidligere borgmester i et skriftligt svar.

Men de nye oplysninger giver ifølge rektor ved Folkeuniversitet og ekspert i forvaltningsret Bente Hagelund et andet billede.

- Når Anna Mee Allerslev bliver spurgt om sine kontaktflader til Jan Elving og dermed også til Øens Murerfirma, burde hun naturligvis også oplyse om Jan Elvings og firmaets rolle i den store byggesag hjemme i hendes private bolig. Det virker nærmest vildledende, at hun siger, de har 'foretaget murerarbejde på badeværelset', siger Bente Hagelund. 

Læs også Slut med at stille politikerspørgsmål om private sager

- Der tegner sig et billede af, at det ikke er inhabilitet, der er hovedproblemet i denne sag, men derimod magtmisbrug og forsøg på at udnytte sin position som borgmester til at skaffe sig private fordele, mener forvaltningseksperten.

På baggrund af de nye oplysninger er Enhedslisten nu utilfredse med Københavns Kommunes redegørelse til Ombudsmanden.

- Det er en mangelfuld redegørelse, og vi er ikke tilfredse med den. Anna Mee Allerslev skulle oplyse alt om sit forhold til Øens Murerfirma. Vi har brug for, at alle oplysninger i denne sag kommer frem, siger Enhedslistens Gyda Heding, der vil rejse sagen i Beskæftigelses- og integrationsudvalget.

Gense pressemødet, hvor Anna Mee Allerslev trådte tilbage her:

03:48

Den radikale integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev forlader sin post.

Luk video