Ødelæggende industri blev til unik natur i Karlslunde

Naturen Nu er taget til Karlstrup Kalkgrav. Et hul i jorden skabt af råstofindustrien, er i dag blevet en stor gevinst for naturen.

Det var ikke ligefrem for at gøre noget godt for naturen, at man i sin tid begyndte at udvinde kalk ved Karlstrup. Mellem 1957 – 1975 blev der udvundet mere end 3,5 millioner ton kalk i Karlstrup Kalkgrav, hvoraf meget er endt i mørtlen i danske typehuse.

Men her mange år senere står kalkgraven tilbage som en unik naturperle, der både er blevet et smukt landskab og et levested for et væld af arter. I den kalkholdige jordbund vokser f.eks. sjældne plantearter som Sump-Hullæbe, Kæmpe-Star og Vibefedt.

I 2016 blev der ligefrem fundet et yderst sjældent insekt ved Karlstrup Kalkgrav. Naturhistoriker Lars Thomas fandt en bønnebille, hvis to forreste sæt ben var rødligt orange. Han sendte billen til Zoologisk Museum i København, der kunne bekræfte, at det var en helt ny art af bønnebille for Danmark.

- Hemmeligheden bag de mange arter er, udover den kalkholdige jordbund der giver plads til så mange forskellige urter, også variationen i landskabet. Her er stejle skrænter, der vender mod hver deres verdenshjørne. Her er vådområder. Her er krat. Her er pionerskov. Her er lysåbent græsland, og her er åbne vandflader. Det giver plads til, at mange forskellige arter kan leve side om side, fortæller Philip Hahn-Petersen i den nye episode af Naturen Nu, som kan ses øverst i denne artikel.

Kalkgraven kan også bruges som geologisk tidsmaskine. På kalkvæggene kan man med egne øjne se millioner af års aflejringer af smådyr. Med lidt ihærdighed kan man endda finde forstenede søpindsvin og hajtænder. Kalklagene på søens bund er hele 65 millioner år gamle.

I midten af kalkgraven ligger den 14 meter dybe sø. Her har lokale lystfiskere udsat regnbueørreder, som de fornøjer sig med at fange og slippe ud igen. Søen er dog sensationel af en helt anden årsag.

- Det er faktisk Sjællands klareste sø, for her er ikke nogen næringsstofforurening fra landbruget eller andre steder. Det er rent grundvand, der pibler op, fortæller naturformilder Philip Hahn-Petersen.

 

Som det konstateres i Naturen Nu; selvom mennesket skaber klimaforandringer, forurener miljøet og indskrænker naturens plads, så er det heldigvis ikke altid ødelæggende for den biologiske mangfoldighed, når mennesket påvirker landskabet med voldsomme indgreb.

Naturen Nu er et samarbejde mellem Verdens Skove og TV 2 Lorry støttet af 15. Juni Fonden. Projektet har til formål at viderebringe viden om naturen og ikke mindst inspirere flere til at bruge vores fælles natur i hovedstadsregionen.

Du kan se og dele alle videodagbøger her

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik