Foto: TV2/Lorry

OECD: København i verdenseliten for grøn vækst

OECD har undersøgt Københavns evner ud i grøn vækst grundigt og roser hovedstadens grønne muligheder.

København er blandt verdens førende, når det gælder om at skabe grønne jobs. Det viser en ny rapport fra OECD.

Rapporten er den første i en række, der skal afdække regioners evne til at omstille deres økonomier til at skabe grøn vækst og grønne jobs.

- OECD's konklusioner er en blåstempling af Københavns evne til at skabe grøn vækst med afsæt i vores kendte arbejde med at gøre København til en af verdens grønneste byer, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Succes skyldes ambitiøs klimapolitik

I rapporten fremhæves blandt andet, at hovedstadens eksport af service og produkter inden for det grønne område steg med 55 procent mellem 2004 og 2009. Ligeledes noterer OECD, at næsten en tredjedel af cleantech-virksomhederne i regionen oplevede eksportfremgang fra 2010 til 2011, mens kun fire procent oplevede et fald.

- Som overborgmester er det min ambition at følge op på resultaterne ved at skabe endnu bedre vækstmuligheder, så vi kan sikre job og høj livskvalitet i hovedstaden, siger Frank Jensen.

Succesen med at skabe grøn vækst skyldes ifølge OECD en ambitiøs klimapolitik, en innovativ tilgang til at samarbejde mellem de offentlige og private aktører, samt etableringen af et regionalt såkaldt clean-tech-cluster.

Samarbejde mellem offentlige og private selskaber

Et clean-tech-cluster er en klyngeorganisation, som repræsenterer virksomheder og vidensinstitutioner, som arbejder med miljøteknologi.

I København er det sket med Copenhagen Cleantech Cluster, der netop er et eksempel på samarbejde mellem offentlige og private selskaber.

- De fleste af OECD's anbefalinger ligger i tråd med vores planer for de kommende år, hvor den globale konkurrence på især nye cleantech-områder bliver så hård, at fokusering bliver helt afgørende med de ressourcer vi har, siger Marianna Lubanski, der er direktør for Copenhagen Cleantech Cluster.

En af virksomhederne i cleantech-klyngen er Topsil, som 1. oktober 2012 åbnede sin nye siliciumfabrik i Copenhagen Cleantech Park i Frederikssund.

- Copenhagen Cleantech Cluster er med til at styrke videndelingen, som på sigt understøtter vores forretning, siger Kalle Hvidt Nielsen, CEO hos Topsil Semiconductor Materials Ltd.

Hovedstadsområdet er den første region, hvor OECD undersøger den grønne vækst grundigt. Regioner i Tyskland, Benelux og Chile bliver næste mål for kortlægningen.

Rapporten fra OECD offentliggøres mandag klokken 11.30 under den internationale konference Global Green Growth i København.