Nyttehaver er oversvømmet: "Vi kan ikke gøre noget"

Det har været en våd sommer og en meget våd uge. Og regnen har sat sine spor mellem Ishøj og Vallensbæk, hvor Store Vejleå er gået over sine bredder.

På en 10 kilometer lang strækning, mellem Ishøj og Vallensbæk, er Store Vejleå gået over sine bredder, hvilket har skabt oversvømmelser. Og de store vandmasser mærker mange borgere nu konsekvenserne af.

En af dem er Bakhtiar Amin, der i Ishøj ejer en nyttehave få meter fra Store Vejleå. De sidste mange dage har hans have nemlig, ligesom mange andre haver i området, stået under vand.

- I forgårs, da jeg kom herover, var der helt fyldt af vand, fordi der var oversvømmet, siger Bakhtiar Amin til TV 2 Lorry.

quote Det er første gang, at jeg i løbet af de her fem år ser de her oversvømmelser.

Bakhtiar Amin, nyttehaveejer i Ishøj

Det er først i dag, at Bakhtiar Amin og hans kone igen kan stå uden gummistøvler i nyttehaven, som de har haft i fem år.

- Det er første gang, at jeg i løbet af de her fem år ser de her oversvømmelser, siger Bakhtiar Amin til TV 2 Lorry.

Måtte aflyse Mosens dag

Også ved Tueholmssøen har vandet stået højt den forgangne uge. Og det vækker stor bekymring hos Spisestedet Mosen, som ligger lige ned til søen.

I sidste weekend stod vandet så højt i området omkring spisestedet, at de måtte aflyse Mosens Dag i området, som ellers er et stort årligt arrangement.

- Mange var rigtig kede af det, fordi der var jo rigtig mange, der havde glædet sig til de aktiviteter, der bliver lavet på den dag, siger Jeannette Jakobsen, der er forpagter af Spisestedet Mosen, til TV 2 Lorry.

Der skal skabes rum til vandløb

Det har været en usædvanligt våd sommer. Hos en af Danmarks største ingeniørvirksomheder, Niras, kigger man nu på løsninger på de mange naturlige oversvømmelser. Ligesom den borgerne kæmper med lige nu i Ishøj.

quote Når det regner meget, så samles det hele ude ved vandløbene og løber ned mod ådalen.

Esben Iversen, seniorprojektleder ved Niras

- Når det regner meget, så samles det hele ude ved vandløbene og løber ned mod ådalen. Og nede i ådalen, der kan det så ikke komme hurtigt nok væk, og så får vi de her oversvømmelser, siger Esben Iversen, der er seniorprojektleder i Niras, til TV 2 Lorry.

I følge Esben Iversen, så vil det være rigtig godt, hvis der blive skabt rum til vandløbene.

- Hvis man nu fx har en å, der løber gennem et tæt bebygget område, så kan man lave det, der hedder en kunstig å-profil, som danner det samme som en ådal, siger han.

Tilbage i nyttehaven i Ishøj håber Bakhtiar Amin, at oversvømmelsen er en enkeltstående hændelse. Og at der i det hele taget kommer mindre regn og mere solskin næste år.

- Vi håber. Men vi kan ikke gøre noget, siger Bakhtiar Amin.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik