Nyt tilbud til hjemløse i vinterkulden.

Private midler giver fra på mandag frysende hjemløse tag over hovedet i København. Behovet er stort, lyder det.

Selvom vinteren foreløbig har været mild og venlig, kan det være koldt nok at mangle fast tag over hovedet, sådan som omkring 5000 personer gør det i Danmark.

Halvdelen af dem holder til i København og omegn, og de kan mandag træde indenfor i varmen i et nyt, stort hjemløsecenter i nordvestkvarteret.

- Behovet for et sted som det her er kæmpestort, siger Michael Espensen, centrets daglige leder.

Han regner med, at flere end 100 hjemløse hver dag vil lægge vejen forbi det 540 kvadratmeter store center, som blandt andet tilbyder lægehjælp.

Og netop dét tilbud håber Michael Espensen vil kunne reducere antallet af tuberkulosetilfælde - en sygdom, der ifølge Statens Serum Institut hvert år rammer 400 danskere fra især de udsatte samfundslag.

- Det har udviklet sig eksplosivt for denne gruppe. Problemet er, at de her gutter ikke går til lægen, så jeg håber, vores tilbud kan være med til at bremse den voldsomme udvikling, siger han.

Initiativet til stedet er taget af organisationen Morgencaféen for hjemløse/Giv din hånd, men ville næppe være blevet til virkelighed, hvis ikke private fonde havde spædet til.

- Københavns Kommune har da været så venlige at støtte os med 140.000 kroner om året, men det er ingenting i forhold til de fondsmidler, vi har modtaget - blandt andre 430.000 kroner fra Bikubenfonden, siger Michael Espensen.

Til trods for utallige tilbud til hjemløse i Danmark - såsom gadeplansindsatser og skæve boliger - er der stadig hjemløse på gader og stræder. Og sådan vil det blive ved med at være, siger Michael Espensen:

- Vi må acceptere, at der er nogle, der falder uden for samfundet.

- Så vi må sikre, at de har det så godt som muligt dér, hvor de er, og det kan vi blandt andet kan være med til at sørge for, siger han.

Hjemløsecentret har åbent hver dag fra klokken syv til 13 og tilbyder ud over lægehjælp også mad, rent tøj og en madras at hvile sig på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik