Nyt tilbageslag for planerne om storstilet rostadion ved Bagsværd Sø

Gladsaxe Kommune, som står bag planerne om en større opgradering og modernisering af det nationale rostadion ved Bagsværd Sø, skal nu søge om fredningsdispensationer på ny.

Hvis projektet med et spritnyt nationalstadion for roning ved Bagsværd Sø var en brik i et spil ludo, så er denne efterhånden slået tilbage til start.

Tidligere på måneden led projektet et knæk, da en række tidligere tildelte fredningsdispensationer blev ophævet, og nu er hele stadionprojektet blevet yderligere bremset, efter Fredningsnævnet har sendt hele ansøgningen tilbage til ejerkommunernes skrivebord.

Dermed starter processen forfra for projektet. Nu skal Gladsaxe Kommune igen søge om at få tilladelser til at bygge i naturfredede områder, denne gang dog i langt mere udførlig grad og for hvert enkelt forhold, men ønsker at få dispensation til.

- Man kan sige, at det måske ikke gør projektet nemmere, men til gengæld mere præcist. Nu arbejder vi på, hvordan vi griber arbejdet med nye ansøgninger an. Her håber vi på en relativt hurtig proces, siger Erik Jæger, bestyrelsesformand for Foden Danmarks Rostadion, der er stiftet af kommunerne København, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk samt Team Danmark.

Bestyrelsesformand bevarer optimismen

Efter planen vil fonden bag det foreslåede rostadion i løbet af denne uge tage hul på arbejdet med at søge tilladelserne på ny. Der skal blandt andet søges om tilladelse til foretage afgravning i målområdet, fælde træer og landskabsarbejde.

Endnu kan fonden bag stadionet ikke sige, hvad den ekstra arbejdsopgave får af betydning for målsætningen om, at et nyt og opgraderet stadion skal stå klar i sommeren 2021, hvor der skal afholdes VM i kano og kajak.

- Hvad det her får af betydning, er noget, vi vil afklare i en dialog med forbundene og med de fonde, der støtter projektet. Det er for tidligt at sige, hvad det betyder i forhold til, om et stadion kan stå klar i 2021, siger bestyrelsesformand Erik Jæger.

- Nu sætter vi os sammen med totalrådgiver og bygherrerådgiver på projektet og finder ud af, hvor omfangsrigt de nye omstændigheder med individuelle ansøgninger er.

Han understreger, at foden fortsat er optimistisk i forhold til at få planerne godkendt, så et stadion kan stå klar, når VM i kano og kajak skal afholdes på Bagsværd Sø fra den 26. til 29. august i 2021.

 
 
Foto: AART Architects

Fik først tilladelse, men senere afslag

Tidsplanen for Danmarks Rostadion begyndte for alvor at skride, da miljøorganisationer i foråret sidste år påklagede de dispensationer, der i første omgang blev givet til byggeprojektet af Fredningsnævnet. Mens klagen blev behandlet, måtte folkene bag stadionet ikke sætte gang i nogen form for byggeri.

I starten af februar måned valgte Miljø- og Fødevareklagenævnet at ophæve de dispensationer til opførelsen af det nye stadion, som projektet ellers fik tildelt af Fredningsnævnet i foråret sidste år med den begrundelse, at Fredningsnævnets afgørelse lider af væsentlige mangler.

Nu har Fredningsnævnet så valgt at sende hele baduljen tilbage til Gladsaxe Kommune, der er hovedaktøren bag stadionprojektet.

Det betyder, at kommunen nu på ny skal søge om at få dispensationer til at bygge i det fredede naturområde, men denne gang skal det ske ved at indsende individuelle ansøgninger om fredningsdispensationer for hver enkelt forhold, kommunen ønsker fredningsdispensation til. Før var det hele blevet behandlet under én ansøgning.

Samtidig har stadionprojektet også været ramt af økonomiske vanskeligheder. I sensommeren 2018 kom det frem, at opførelsen af et nyt rostadion ville komme til at koste 36 millioner mere end først antaget – en budgetoverskridelse på en fjerdedel af den samlede projektudgift. Den bevilling valgte de tre ejerkommuner bag rostadionet siden at frigive.

Sådan skal det foreslåede rostadion finansieres

Danmarks Rostadion finansieres af to fonde og tre kommuner:

 

  • Den A.P. Møllerske Støttefond støtter modernisering af rostadion med 50 millioner kroner.
  • Lokale og Anlægsfonden støtter med 10,5 millioner kroner.
  • Københavns Kommune støtter med 52 millioner kroner.
  • Gladsaxe kommune støtter med 21,7 millioner kroner.
  • Lyngby-Taarbæk Kommune støtter med 5,5 millioner kroner.

 

Kilde: Fonden Danmarks Rostadion


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik