Det omdiskuterede område er indtegnet med hvidt på grafikken her Foto: By & Havn

Nyt slag på vej i kampen om Amager Fælled

Mens By og Havn holder fyraftensmøde om byggeplaner på Amager Fælled vil aktivister demonstrere mod byggeriet

Kampen om Amager Fælled fortsætter. I dag inviterer By & Havn til fyraftensmøde om de store projekt, der - når det er færdigt - vil kunne give yderligere godt 5.000  mennesker adresse i Ørestad.

Problemet er, at boligerne skal opføres på en del af naturområdet Amager Fælled - af mange beskrevet som noget af det sidste stykke tilbageværende vild natur i København. Og derfor vil deltagerne i eftermiddagens fyrsaftensmøde blive mødt af en demonstration arrangeret af gruppen Amager Fælleds Venner.

 

Læs også Massiv udbygning på vej af Ørestad Syd

 

-Vi håber da, at vi kan flytte noget. I dag er der flere argumenter imod, end der var i 1992, da projektet startede - vi er et andet sted som bæredygtigt samfund. Og dem, der er beslutningstagere i dag - de var jo børn dengang, siger Klaus Mygind fra Amager Fælleds Venner.

Gruppen blev startet i foråret, hvor kampen mod  byggeplanerne for alvor tog fart. 

-Jeg havde da ikke drømt om, at vi kunne rejse den mobilisering, som vi ser. Der er mange, der flytter sig, mener Klaus Mygind, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SF (men netop startet på en orlov for at følge valget i USA)

Læs også Natur-forkæmpere stemte ja til byggeri på Amager Fælled

Beslutningen om at bygge på det omdiskuterede areal blev taget tilbage i 1992 efter anbefaling fra det daværende Ørestadsråd.  Siden er der ikke sket så meget, men så tog byggeriet af metroen fart og Ørestad blev bygget rundt om. Tidligere på måneden forelå så den masterplan, der skal danne udgangspunkt for byggeplanerne på Amager Fælled.

Og lige præcis hvor projektet er - det kan man høre om på dagens fyraftensmøde, som arrangeres af By & Havn - der bliver dem, der skal sælge grundene, når projektet når så langt.

Demonstrationen ligger lige inden fyraftensmødet.

-Jeg regner da med, at nogle af deltagerne i demonstationen går med til mødet og forsøger at præge debatten konstruktivt, siger Klaus Mygind.

Læs også Kendt kok melder sig ind i kampen om Amager Fælled

Fyraftensmødet finder sted på Ørestad Gymnasium fra 17-19. Den bebudede moddemonstration afvikles udenfor fra kloken 16.30.